Nyt hospice

Som led i udviklingsplanen har Diakonissestiftelsen opført et nyt byhospice. Her er blevet skabt de bedst mulige rammer om pleje af alvorligt syge og døende patienter. I det nye hospice er der plads til 16 senge og et udgående hospiceteam, der yder lindrende pleje til 20 hjemmeboende patienter. Udvidelsen fra 10 til 16 pladser sker efter aftale med Region Hovedstaden.



I udformningen af det nye hospice er der gjort meget ud af at skabe bløde bevægelser og smukke rumforløb inde i huset. Udadtil er der lagt vægt på at lave forskydninger og udskæringer, så huset tilpasser sig skalaen i det omkringliggende villakvarter og giver varierede oplevelser, når man bevæger sig rundt om det. Der er frodig beplantning i gårdhaven samt hække og træer mod Dronningensvej.

Årstidernes farver og dufte vil strømme ind fra den intime gårdhave, som sammen med det store, lyse fællesrum udgør husets hjerte. De runde udskæringer, de buede vinduer og den fine teglstensbelægning i gårdhaven er nogle af de arkitektoniske elementer, som vil gøre det nye hospice til noget helt særligt.


Det høje kvalitetsniveau er blevet muligt med en stor donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Fonden har skrevet en artikel om hospice, der kan læses her: 
"Byhospice på Frederiksberg"

Folder om byggeprocessen:
Et nyt hospice - fra drøm til virkelighed (pdf)

Pressemeddelelse (pdf): Diakonissestiftelsen åbner nyt hospice

Læs mere: Hospice

BYGGEFAKTA NYT HOSPICE

Areal: 1.918 m2+ 315 m2 kælder
Bygherre: Diakonissestiftelsen
Arkitekt: NORD Architects
Ingeniør: Rambøll A/S
Landskab: MASU Planning

ENTREPRENØRER
Nedrivning og klargøring af byggeplads: J.Jensen A/S
Opførelse: Georg Berg

BYGGEPERIODE
Januar 2015 - april 2016