"En hjælp, man kan stole på"

31. august 2017

Hvad er det vigtigste, når man skal vælge en leverandør af hjemmepleje? Diakonissestiftelsens Hjemmepleje var igen i år med på Frederiksberg Ældreråds Seniordag på Rådhuset og mødte mange borgere til en snak om, hvad der tæller i valget af hjemmepleje.

Af Thomas Wittrup // thwi@diakonnissen.dk og Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

Blid klavermusik afbrydes af lyden af lodtrækning om vingaver fra Ældrerådet. Rådhushallen summer af interesserede borgere, der shopper rundt mellem standene. Der er mere gråt hår og flere rollatorer end vanligt, men det er også Seniordag på Frederiksberg Rådhus: Dagen hvor kommunens Ældreråd inviterer frivillige foreninger, kommunale instanser og private firmaer, som samarbejder med kommunen om ydelser til ældre, til at fortælle om deres tilbud.

 

Mange borgere besøgte Frederiksberg Ældreråds Seniordag på rådhuset den 30. august for at møde frivillige foreninger, kommunale instanser og private firmaer, der samarbejder med Kommunen. Foto: Thomas Wittrup.

Diakonissestiftelsens Hjemmepleje er repræsenteret, ligesom den kommunale hjemmepleje og Hjemmehjælpen A/S. Til sammen udgør de valgmulighederne for Frederiksberg Kommunes modtagere af hjemmepleje. Men hvad er egentlig vigtigt, når man skal vælge? Det spurgte vi nogle borgere om:

Mette Thisted, Frederiksberg:

”Det er vigtigt, at man får en hjælp, man kan stole på. Helst en uddannet person, som kommer fast.”

”Jeg kender Diakonissestiftelsen fordi, jeg har været ansat som sygeplejerske derude. Der er en speciel ånd, og jeg har et godt indtryk af stedet.”

Foto: Karen Grønkjær.

Ellen Hansen (tv.) og Kirsten Pedersen, begge fra Brønshøj:

”Det er vigtigt, at hjemmeplejerne kan omstille sig. I dag skal de nå mange besøg hver dag. Derfor er det vigtigt, at de kan omstille sig til den enkelte brugers behov.”

”Tid til at sludre er også vigtigt. Vi har begge tidligere arbejdet i hjemmeplejen og dengang var der meget bedre tid til hvert besøg – også til en lille sludder.”

Foto: Thomas Wittrup:

Steen Johansen, Frederiksberg:

”Gennemsigtighed – det er vigtigt! At vide, hvem udbyderne er, og hvad de står for - hvad deres værdier er.”

”Jeg vil vælge den leverandør med den bedste service: god daglig kontakt og præcision. Og en stabil arbejdsstyrke – det er også vigtigt.”

Foto: Karen Grønkjær.

Ida Marie Jørgensen, Frederiksberg:

”Jeg får rengøringshjælp fra Diakonissestiftelsen. Dem kender jeg fra min barndom, og jeg kunne ikke forestille mig at vælge andet.”

”Jeg tager stilling til hjemmepleje, når det bliver aktuelt. Jeg tager det, som det kommer og vil ikke beklage mig.”

Foto: Karen Grønkjær.

Fakta:

  • Der er frit valg af hjemmeplejeleverandør. I Frederiksberg KJommune kan man vælge mellem den kommunale hjemmepleje, Hjemmehjælpen A/S og Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.
  • Borgere, der er visiteret af kommunen har ret til gratis hjemmepleje, som kan omfatte hjælp til personlig pleje og omsorg, rengøring, fysisk træning eller genoptræning.
  • Det er desuden muligt at købe privat hjemmepleje.
  • Diakonissestiftelsen leverer i øjeblikket hjemmeplejeydelser til ca. 650 borgere og har over 150 års erfaring med at drage omsorg for mennesker.
  • Læs mere om Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.