Glade dimittender med duenål og højt gennemsnit

30. januar 2017

Traditionen tro blev dimittender på Diakonissestiftelsen fejret med applaus, diplomoverrækkelse og rosende ord fra rektor

28 nyudklækkede sygeplejersker blev officielt fejret på Diakonissestiftelsen den 24. juni. Glade dimittender, stolte venner og familiemedlemmer var samlet først i Emmauskirken; derefter i Diakonissestiftelsens historiske, smukke rum, ”Søsterhjemmets Stuer”.

Og der var lagt op til mange festlige timer og et program spækket med indslag og taler. Efter indledningsvis koncert i Emmauskirken, fulgte taler i Søsterhjemmets Stuer af administrerende direktør Anne Mette Fugleholm, rektor for uddannelsescentret Kim Petersen, og indslag fra lærer, uddannelsesleder og dimittender. 

Rektor Kim Petersen sagde blandt andet i sin tale til de nye sygeplejersker:

”For alle gælder en både uudtalt og udtalt forventning om, at man skal være noget i verden. Man skal udrette noget. Fylde skoene ud og efterlade et aftryk () Og det er i alt fald sådan, at I nu har den allerbedste sygeplejerskeuddannelse her fra Diakonissestiftelsen. I har 153 års tradition for sygeplejerskeuddannelse som fundament, holdet har fået 9,61 i snit til afsluttende eksamen, hvilket vidner om, at fagligheden er i orden, sådan som den har været i højsædet her i de sidste 153 år”.

Duenålen - symbolet for sygeplejersker uddannet på Diakonissestiftelsen

 
Slutteligt uddelte uddannelsesleder Pia Palnæs Hansen diplomer, derefter var der champagne, kage og kram dimittenderne imellem. Dansk Sygeplejeråd deltog også i festlighederne og bød deres nye medlemmer velkommen. Ikke mindst blev der traditionen tro danset rundt om statuen af Dronning Louise. Det var Dronning Louise, der for 153 år siden stiftede Diakonissestiftelsen, læs mere

 


Uddannelse i frivilligt arbejde

Også på bacheloruddannelsen 3K var der stor glæde. Med et gennemsnit på 10,6 dimitterede 18 3K’er (Kristendom, Kultur og Kommunikation) d. 28. juni og skal nu ud i verden og beskæftige sig med projekter, frivillighed og integration. 3K-uddannelsen på Diakonissestiftelsen er relativ ny, det var således anden gang studerende dimitterede fra uddannelsen; første gang var sidste sommer.

Rektor Kim Petersen sagde blandt andet til de unge mennesker:

”Jeg håber for jer, at 3K-uddannelsen har skabt et fundament for udvikling og arbejde i mange år frem i tiden for hver eneste af jer (…) Når festen er forbi og arbejdet kalder, vil det for mange af jer involvere en eller anden grad af frivillighed. Frivillighed og frivillige står stærkt i 3K-uddannelsen, ligesom det står stærkt på Diakonissestiftelsen”.

Læs mere om vores uddannelser:


SOSU-uddannelsen på Diakonissestiftelsen har dimissioner d. 8. juli.