Ny kommunikationschef skal synliggøre fremtidens velfærdsleverandør

14. juni 2017

Karen Grønkjær Kjeldsen er pr. 1. juni 2017 ansat som kommunikationschef for Diakonissestiftelsen. Hun kommer fra en stilling som projektleder for kommunikation på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Vores nye kommunikationschef hedder Karen Grønkjær Kjeldsen, og hun skal være med til at kommunikere mere tydeligt om Diakonissestiftelsen som fremtidens velfærdsleverandør.

Karen kommer fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, hvor hun har været ansvarlig for kommunikationen om det store byggeprojekt til over 4 mia. kr., som samtidig er et forandringsprojekt for de mange medarbejdere på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. På samme måde er Diakonissestiftelsen midt i en udviklingsproces med stort nybyggeri midt på Frederiksberg og en transformation i retning af en mere udadvendt og kommunikerende organisation.

”Jeg glæder mig til at dykke ned i en ny og kompleks organisation, som har en stor kontaktflade med mange mennesker. Lige fra vuggestue-, børnehavebørn og unge studerende, over ensomme og psykisk sårbare mennesker, til ældre, der har brug for pleje, og dem, der får hjælp på vejen ud af livet. Diakonissestiftelsen er på en spændende udviklingsrejse, som det bliver sjovt og udfordrende at være en del af,” siger Karen Grønkjær Kjeldsen.

”Vi glæder os til samarbejdet med Karen. Diakonissestiftelsen er midt i en stor udvikling, som omfatter både de faglige ydelser, nye målgrupper og nybyggeri. Det kræver en strategisk og mere synlig kommunikation, som Karen skal stå i spidsen for,” siger Diakonissestiftelsens administrerende direktør, Anne Mette Fugleholm.

For yderligere oplysninger kontakt:

Kommunikationschef Karen Grønkjær Kjeldsen, tlf. 29 91 29 87