Skolestafet for 8. klasser på SOSU-skolen – en del af Copenhagen Skills

4. oktober 2016

Så er det nu, den tværfaglige uddannelsesbegivenhed Copenhagen Skills løber af stablen! SOSU-uddannelsen på UC Diakonissestiftelsen har inviteret 8. klasser fra lokalområdets skoler på besøg til en dyst om, hvem der har de bedste færdigheder.

Region Hovedstaden og alle erhvervsskoler i regionen, har, som optakt til mesterskaberne i Skills, arrangeret introdage for 8. klasser fra d. 27. august til 7. oktober 2016. Derfor har SOSU-skolen på Diakonissestiftelsen besøg af grundskoleelever hver mandag i denne periode.

Introdage for 8. klasser på SOSU-skolen

Skills – eller færdigheder, som vi kalder det på dansk, er noget, som vi alle sammen har og kan erhverve os. Nogle er præcise med en hammer, andre omhyggelige med en saks, og en tredje gruppe er gode til at varetage sundheds- og sygeplejeopgaver med professionalisme. Mange grundskoleelever og deres forældre kender ikke til de mere end 100 spændende erhvervsuddannelser, der kan give Danmarks unge en teoretisk og håndværksmæssig ballast – og det vil SOSU-skolen gerne være med til at lave om på.

Skolens underviser Kell Andersen, der er uddannet sygeplejerske, har tilrettelagt nogle spændende introdage.Centralt står opfordringen om til at dyste mod andre 8. klasser i Skills Stafetten, der foregår som en app-baseret skattejagt. Eleverne dyster bl.a. i at bygge mini-trapper i træ og sortering af falske piller i medicinæsker.Derudover er der ekstra aktivitet inden for SOSU-området som øvelse i bispebjerghjørner (foldning af lagen tæt om madras) og korrekt påsætning af organer i dukker.

Sara Hajslund, lærer for 8. klasse på besøg fra Frederik Barfods skole, fortæller om Skills’ relevans:

”Det, der har været mit incitament til det, det er at åbne op for, at der er andre muligheder () De her uddannelser er jo meget specifikt mindet på at komme ud og varetage et bestemt erhverv direkte efter niende klasse, hvor gymnasiet og handelsskolen på en anden måde skyder med spredehagl mere eller mindre. Så jeg håber lidt, at de får et kendskab til, at der er andre veje end de mere traditionelle. Vi kender jo alle sammen det med at tvivle på om det, man har valgt, har været rigtigt og man måske sidder med en gymnasial uddannelse og tænker – der var engang, hvor jeg var ude og høre om det her – kunne man vælge det? Og det ved man ikke noget om, med mindre man har fået noget at vide om det”

Elev i 8. klasse fra Frederik Barfods skole, Caroline, påpegede hvorfor den viden, hun har fået omkring erhvervsuddannelser, er så vigtig:

”Man ved slet ikke, at der er så mange ting, man kan. Jeg troede altid, at der kun var gymnasie-vejen og nu ved jeg bare, at der er mange flere ting”

Introdagene på erhvervsuddannelserne landet over giver de unge generel information om erhvervsuddannelser og introducerer dem for uddannelsesmiljøet. Formålet er at hjælpe de unge til at træffe det rigtige valg af ungdomsuddannelse, fordi de får mere reél viden.

Mesterskaber i skolestafet

Jagten efter Skillpoints fortsætter i Bella Center d. 26.-27. oktober 2016, hvor Copenhagen Skills danner ramme for regionale mesterskaber i skolestafet. Derudover er det samlingspunkt for konkurrencer mellem erhvervsuddannelser samt udstillingsvindue for uddannelserne. De dygtigste elever går videre til DM i Skills i Gigantium i Aalborg i januar 2017.

Lærer på Frederik Barfods skole, Sara Hajslund, finder det vigtigt at deltage i de store events:

”Det jeg tænker meget på er, at man har nogle erhvervs-rollemodeller. De (eleverne red.) er meget informerede på mediefronten og tit hører man måske noget om, at håndværkere bare er tussede op og ned ad armene og bander – så jeg tror, at det er vigtigt, at få stoltheden omkring de her erhvervsuddannelser tilbage og vise, at der virkelig er et håndværk i at kunne gøre noget og skabe noget. Man har jo set det med New nordic køkkenet og Noma – at der er kommet et boom i ansøgninger til hotel- og restaurantskolen for eksempel – folk vil gerne være kokke. Så jeg tror, at det handler om at skabe nogle forbilleder inden for de her erhvervsuddannelser, som er seje

Om Copenhagen Skills

Copenhagen Skills er et initiativ skabt i samarbejdet mellem landets erhvervsskoler, region hovedstaden og UU-centrene. Erhvervsuddannelserne landet over bliver sat i fokus gennem flere aktiviteter og konkurrencer, hvor der sættes pris på professionelle kundskaber, der bygger på både godt håndværk og teoretisk forståelse.

Læs mere om Copenhagen Skills her:

http://copenhagenskills.dk