“Sy for en sag”, bliv frivillig for en dag - event med succes!

29. august 2016

Det kreative fællesskab på Diakonissestiftelsen ”GIVRUM” syder og bobler af aktivitet. Før sommerferien afviklede ”GIVRUM” to sy-events: ”Sy for en sag”, hvor frivillige samledes om at fremstille skuldertasker og penalhus-tasker af et stort banner, doneret af HK til formålet. Eventen var for alle – både dem der til daglig er frivillig i GIVRUM, og for alle dem, der blot havde lyst til at prøve at være frivillig for en dag.

 
   

29 skuldertasker og 11 penalhustasker blev det til! Taskerne blev solgt ved et brag af en salgs-event i HK’s forhal på Amager. De 3.245,- kr. der helt præcist kom ind på salget gik ubeskåret til mentorordningen på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelse.

Et bidrag der vækker stor glæde hos uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem:

”Sådan et bidrag kan vi komme langt med. Mentorordningen på SOSU-uddannelsen består af frivillige kræfter, der gør en enorm indsats for de unge elever. En mentor er en slags voksen ”hverdags-rådgiver”, en støtteperson, der på forskellig vis hjælper eleverne igennem deres forløb henimod at gennemføre uddannelsen. At vi kan tilbyde vores unge et sådan venskab med en voksen person, der møder den unge ”menneske til menneske”, det har stor værdi for vores skole. Pengene, tænker jeg derfor, skal gå til mentorerne i form af et spændende, fagligt foredrag eller fagbøger, der omhandler deres område”.

 

Og hos GIVRUM er de stolte af det flotte resultat og glade for at være med til at gøre en forskel. Derfor gentager de også succesen og inviterer til endnu en ”Sy for en sag”-event.

Det sker lørdag den 17. september kl. 10 – 16 på Peter Bangs Vej 1, 2000 Frederiksberg, v/ Loppeshoppen.

Overskriften for dagens event er denne gang: 

SY TÆPPER AF BRUGTE HERRESKJORTER.

GIVRUM lover, det bliver en dag med recycling, kreativitet, hygge og fællesskab – for alle der møder op!

Alle interesserede er velkomne. Tilmelding til projektmedarbejder Signe Bang Hansen via sms på: 60253689

#‎frivilligforendag ‪#‎frivillighed ‪#‎GIVRUM ‪#‎syloppen

Følg med på SoMe:

    

Læs mere om mentorordningen og om at være frivillig på Diakonissestiftelsen: 
Bliv frivillig

Hold øje med nye "Sy for en sag"-arrangementer i Kalenderen