Viden om hjemmepleje hos blinde borgere

24. april 2017

"Ting tager tid for borgere, der er svagtsynede og blinde", siger Inger Brandt, der er blind. Diakonissestiftelsens hjemmepleje har haft besøg af foreningen, der gerne vil udslette sig selv.

Bestyrelsesformand hos Dansk Blindesamfund (DBS), Susanne Tarp

"Det er altid de seende, der skal passe på", ler Susanne Tarp pga. en kop kaffe, der ved uheld væltes af en medarbejder fra hjemmeplejen. Alle om bordet griner, for Susanne og hendes højre hånd Inger er ikke blege for at være vittige, selvom de har svært ved at se, hvad der foregår.

Susanne Tarp, bestyrelsesformand i Dansk Blindesamfund (DBS) på Frederiksberg, er på besøg i Diakonissestiftelsens Hjemmepleje sammen med DBS' næstformand, Inger Brandt. De er her for at fortælle om, hvad det vil sige at være blind - og for at give hjemmeplejens medarbejdere nogle råd om, hvordan de bedst hjælper en blind i deres arbejde. Og der findes ikke en mere oplagt rådgiver end Inger Brandt, der omtaler sig selv som medarbejdernes "kollega". Inger, der har medfødt synsnedsættelse, arbejdede nemlig som hjemmehjælper i mange år, da hun stadigvæk kunne se.

Dansk Blindesamfunds (DBS) næstformand, Inger Brandt

Ting Tager Tid

Mange blinde kan de fleste ting selv, hvis man hjælper dem på den rigtige måde. Det tager bare lidt længere tid end for de seende. Inger Brandt lever, ifølge sig selv, efter de tre T'er: Ting Tager Tid. Og det er fordi, hun som blind ikke kan orientere sig målrettet med synet, men skal bruge tid på at føle sig frem. Derfor er det vigtigt for Inger at fortælle Diakonissestiftelsens hjemmepleje, hvordan medarbejderne kan hjælpe blinde med at klare sig selv.

De 5 vigtigste råd

Tag kontakt inden ankomst.
Nogle tyveknægte udnytter, at blinde ikke kan se, hvem de lukker ind i deres hjem. Ring derfor og oplys tidspunktet for besøget, så borgeren ved, at det er en medarbejder fra hjemmeplejen, vedkommende lukker ind.

Vær genkendelig.
Blinde genkender særligt mennesker på stemmen og silhouetten. Derfor er det f.eks. en god ide, hvis medarbejderen har den samme frisure fra gang til anden.

Tag hensyn.
Tænk en ekstra gang over de ting, vi tager for givet, f.eks. hvor vi sætter støvsugeren. En blind borger ved ikke hvor den står, hvis den er placeret et andet sted end vanligt - og så kan vedkommende risikere at snuble over den. Det samme gælder andre ting i hjemmet, så lad tingene stå på samme plads, når du forlader hjemmet, som ved ankomst.

Sig det højt.
Som medarbejder i hjemmeplejen har man ofte en taske med ind i borgerens hjem. Fortæl klart og tydeligt, hvor tasken bliver sat, ellers ved den blinde borger det ikke.

Spørg til vanerne.
Det er vigtigt at spørge til, hvordan borgeren er vant til at få tingene gjort - f.eks. hvordan aftensmaden plejer at ligge på tallerknen og hvor langt inde på bordet, tallerknen skal placeres. Så ved borgeren, hvis gaflen rammer ved siden af.

Vi skal være opmærksomme

Medarbejderne var glade for Susanne og Ingers besøg, og hjemmeplejeleder Tina Faarup var begejstret.

Tina Faarup sagde:

"Tusind tak til Susanne og Inger for jeres råd. Den viden, I kommer med i dag, er rigtig vigtig for, at vi kan efterkomme den enkelte borgers behov og forventninger - også hvis borgeren er blind. Vi skal være særligt opmærksomme, når en borger er blind eller svagtseende. Vi skal være hensynsfulde, når vi kommer ind i folks privatsfære ude i deres hjem"

Vidste du, at...

  • Blinde borgere er godkendt til 15 minutters ekstra hjemmepleje om ugen?
    Blinde borgere har brug for hjælp til at få oplæst breve, tjekke pletter på tøjet, syet knapper i skjorten m.m. 15-minutters reglen er en del af handicappolitikken på Frederiksberg.
  • Der findes en maskine, som kan fortælle den blinde borger, hvilken farve tøjet har?
    Den hjælper borgeren med at farvekoordinere sit tøj, f.eks. i anledning af vigtige møder, hvor det er rart at være præsentabel.
  • Der er en lang række hjælpemidler til rådighed for synshandicappede borgere?
    Blinde borgere kan bl.a. få mobility stokke, talende ure og talende badevægte

Dansk Blindesamfund (DBS)

Dansk Blindesamfund er en privat, uafhængig forening for blinde. For at blive medlem af dansk blindesamfund, skal synsnedsættelsen være 6/60 (1/10) eller mindre. Det betyder, at en blind på 6 meters afstand kan se det, som en normaltseende kan se på 60 meters afstand.

Læs mere om Dansk Blindesamfund på www.blind.dk