Britt Von Baden læser en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation på Diakonissestiftelsen. Lige nu er hun i fuld gang med de sidste forberedelser, inden hun skal på et feltstudie i Togo. Her skal hun følge nonner på et katolsk hospital, og undersøge samspillet mellem den katolske kirke og de lokale religioner og kulturer.
En tidlig forårsdag i marts sidder Britt Von Baden på Diakonissestiftelsen og forklarer om hendes uddannelse, Kristendom, Kultur og Kommunikation. Begejstringen lyser ud af hende, når hun bliver spurgt ind til, hvad uddannelsen indtil nu har givet hende af kompetencer.
”Vi lærer en masse om, hvordan kultur – i allerbredeste forstand – kan bringe mennesker sammen i fællesskaber. Og vi får nogle gode værktøjer til at udvikle og understøtte fællesskaber på tværs. Man kan godt kalde det for en civilsamfundsudvikler-uddannelse.,” fortæller Britt.
Hun er otte måneder inde i uddannelsen, der varer fire år - men hun ved allerede nu, at hun vil læse en kandidat i pædagogisk antropologi, efter 3K-uddannelsen, som den kaldes i daglig tale. At undersøge kulturelle og sociale dynamikker i et samfund, er noget, som altid har fanget hendes interesse.
I hendes fritid er hun aktiv i en NGO, som hun har været med til at stifte. Her arbejder hun bl.a. med at hjælpe indsatte i et fængsel tæt på hovedstaden Lomé i det vestafrikanske land Togo.
Derfor undersøgte hun muligheden for at kunne tage på et observationsstudie i Togo. Det lykkedes at finde både tid og penge til rejsen, og nu skal Britt afsted i slutningen af marts.