Studiemiljøet er vigtigt!

I denne uge starter et nyt hold sygeplejerskestuderende på Diakonissestiftelsen. Læs her om de nye studerendes forventninger og planer.

Flemming Schultz // flsc@diakonissen.dk

Marie Ivanouw, Emilie Meinertsen, Xia Malou Priiskorn ved studiestart på Diakonissestiftelsen.

Den røde løber var rullet ud og både kaffe og morgenbord stod klart, da et nyt hold studerende på Diakonissestiftelsens sygeplejerskeuddannelse mødte ind kl. 9.15 mandag morgen.

Emilie Meinertsen, Xia Malou Priiskorn og Marie Ivanouw har sat sig sammen ved bordet på deres første dag som studiekammerater. De har valgt sygeplejerskeuddannelsen af vidt forskellige grunde. Men at det lige blev på Diakonissestiftelsen – det er der en særlig grund til: ’Det er helt klart det gode sammenhold og studiemiljø’, fortæller Xia Malou Priiskorn.

Emilie Meinertsen nikker og nævner, at hun kender flere, som er i gang med eller lige har afsluttet studiet på Diakonissestiftelsen: ”Jeg har kun hørt godt om stedet her. Folk fortæller, at her er rart, et godt sammenhold og at det faglige også er rigtig godt’, siger hun.

Luna Birkedal, Karen Lolgeeti og Zakarias Valgreen er klar til studiet

Også Zakarias Valgreen, Karen Lolgeeti og Luna Birkedal glæder sig til at komme i gang med studiet. Karen Lolgeeti fortæller, at hun har arbejdet med børn i vuggestue og børnehave i nogle år, og at det også er i den retning, hun vil gerne specialisere sig på studiet.

Rundt om bordene gav præsentationsrunderne anledning til gode snakke.

Zakarias Valgreen har besluttet sig for at se det an: ”Man kan gå i mange retninger med en uddannelse i sygepleje, og jeg er faktisk ret åben over for, hvad jeg vil bruge den til, når jeg er er færdig,” fortæller han.

Det samme gælder Luna Birkedal. Hun er også åben over for, hvor uddannelsen kan lede hen: ”Jeg glæder mig til at komme i gang og få inspiration undervejs,’ siger hun. 

Marie Ivanouw er også tiltrukket af det nære studiemiljø, og hun har et særligt fokus på psykiatrien. Inden hun startede, havde hun en god samtale med studievejlederen, der kunne bekræfte hende i at psykiatrien også er en stor og vigtig del af uddannelsen 

Uddannelsesleder Anne Regitze Lind Holm ser de forskellige forventeringer og ønsker til uddannelsen som en god ting. ”Sygeplejerskeuddannelsen giver en utrolig bred vifte af muligheder i sundhedsvæsnet – og uanset om man går ind i uddannelsen med et klart formål eller er åben for inspiration, så får man både faglige kompetencer og menneskelige kvalifikationer undervejs.” 

Uddannelsesleder Anne Regitze Lind Holm.

Relaterede nyheder