I dag besøgte H.M. Dronningen Diakonissestiftelsen. Her blev hun modtaget af bestyrelsesformand Mogens Madsen, adm. dir. Anette Christoffersen, finansdirektør Claus Pedersen og forstander og vicedirektør Jesper Rønn-Simonsen - og ikke mindst en masse børn og voksne fra hele Diakonissestiftelsen, der bød velkommen med flag og højt humør.
Dronningen blev protektor for Diakonissestiftelsen tidligere i år, og ved besøget fik hun lejlighed til at høre om vores mere end 160 år lange historie og om vores mange velfærdsaktiviteter.
Dronningen mødtes også med Rasmus og Daisy, der bor på Diakonissestiftelsens botilbud for unge voksne med psykiske og sociale udfordringer, Momentet. Sammen talte de om betydningen af fællesskaber, at få den rigtige hjælp, om overgangen fra børne/ungepsykiatri til voksenpsykiatri - og om at realisere håb og drømme for fremtiden.
Besøget bød også på en rundvisning i Emmauskirken med præst Jan Nilsson.
Fra hele Diakonissestiftelsen lyder en varm tak til Dronningen for stor og oprigtig interesse og engagement.
Alle fotos: Kongehuset.