At gøre en forskel...

Forventningsfulde og spændte elever er startet på Social- og Sundhedsuddannelser. Læs her om Aviaaja Skifte og Torbjørn Rafn, der fortæller om deres forventninger til uddannelsen, og hvilke drømme de har.

Nicolai Søndergaard Beck // nibe@diakonissen.dk

Med forventninger, mål og store drømme er nye elever trådt ind ad døren på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelser – alle med forskellige baggrunde og et fælles ønske om at ville gøre en forskel for andre. Aviaaja Skifte er en af de nye elever. Hun går på grundforløbet som et led i assistentuddannelsen og håber, at uddannelsen kan give hende praktiske erfaringer og teoretisk viden om mennesker i psykiatrien. 

 

Aviaaja Skifte er en af de nyopstartede SOSU-elever.

En tryg start på uddannelsen

Aviaaja fortæller, at hun er blevet taget godt i mod, både af undervisere og de andre elever i klassen.

”Det betyder utrolig meget for mig at få en god start. Jeg sætter pris på det aldersspænd, der er i vores klasse. Folk kommer med forskellige baggrunde og erfaringer, både de mere personlige erfaringer, men også fra arbejdslivet. Det er med til at præge undervisningen i en positiv retning," fortæller Aviaaja.

Da hun bliver spurgt ind til, hvad der gjorde, at valget netop faldt på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelse, svarer hun: 

”Diakonissestiftelsen er ikke bare en skole. Der er sjæl over stedet. Man kan mærke de historiske rammer, man er i. Det er en lille skole, hvor ens undervisere tager sig tid til den enkelte”, siger Aviaaja. 

Mødet med mennesket

At der er historie og sjæl over stedet, er også noget, som Torbjørn Rafn mærker i det daglige liv på Diakonissestiftelsen. Han er også en af de nyopstartede SOSU-elever. Ligesom Aviaaja går han også på assistentuddannelsen:

”Det er fantastisk at gå på en skole, hvor der er historie over stedet. De gode værdier om at ville gøre en forskel for andre mennesker er noget, der virkelig skinner igennem,” fortæller Torbjørn. 
Torbjørn Rafn foran indgangen til Diakonissestiftelsen.

Han har en drøm om at komme ud i et felt, hvor han kan gøre en forskel for børn og unge i psykiatrien. 

”Alle kender nogen eller nogle, der har det svært. Psykiske sygdomme er stadig et tabu, og hvis jeg kan være med til at sætte fokus på det, så vil det gøre mig glad. Det er fint at stille diagnosen, men herefter må man også gå i gang med behandlingen – og det er dér, at jeg kan hjælpe,” fortæller Torbjørn. 

Lønnen er et plus

Når snakken falder på, hvad der også tiltalte ham ved uddannelsen, fremhæver han, at man kan få løn under uddannelsen. 

”Jeg skal også have en hverdag til at køre rundt. Jeg har en familie, som jeg skal tænke på, så SU er ikke en mulighed”, siger Torbjørn.

Han fortæller især om de mange jobmuligheder, efter uddannelsen er færdig:

”Der er stor efterspørgsel på folk, der er færdiguddannede indenfor SOSU-uddannelserne. Man har gode kort på hånden til at gå ud og gøre det vigtigste i verden – nemlig at gøre en forskel for andre mennesker,” afslutter han. 

Det glæder også uddannelsesleder på social- og sundhedsuddannelserne, Louise Elmgaard Thiem at eleverne er kommet godt fra start.

’Det er dejligt at se vores elever gå så målrettet i gang med uddannelserne. For os er det vigtigt, at hver og en føler sig godt modtaget. Det skaber et godt udgangspunkt for deres tid her på uddannelsen. Vi gør meget ud af at skabe et trygt og respektfuld rum for vores elever. Eleverne får fra start at vide, hvordan de kan være med til at være respektfulde og omsorgsfulde over for deres medstuderende. En værdi, der også er vigtigt uden for studiet,” siger uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem.
Uddannelsesleder Louise Elmgaard Thiem.