Billedet er taget på Hospice. Billedet er taget på terrassen.

Temadag om aktiv dødshjælp

For eller imod aktiv dødshjælp? Uddannelsescenter Diakonissestiftelsen inviterer til temadag d. 28.02: Mød Sarah Glerup, Jesper Grud Rasmussen og Thomas Søbirk Petersen, og hør argumenterne. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.

Temadag om aktiv dødshjælp

28. februar 2025, kl. 12.00-15.00

Dagens tre foredragsholdere er:

Jesper Grud Rasmussen, Hospicechef ved Diakonissestiftelsens Hospice, uddannet sygeplejerske og tidligere medlem af Regeringens Udvalg for en mere værdig død. 

“En værdig død indeholder også et værdigt liv. Mange danskere har misforståelser om palliation og dødshjælp, hvilket en undersøgelse fra Lægeforeningen i 2024 også bekræfter. I dette oplæg ønsker jeg at skabe klarhed over og forståelse for de lindrende muligheder, der er til rådighed, og den selvbestemmelse hver person har, når det kommer til livsforlængende behandling og lindring. Jeg mener ikke, der er behov for at indføre dødshjælp, da vi netop allerede har mange muligheder for at yde omsorg og lindre lidende og terminalt syge mennesker.”

Jesper Grud Rasmussen

---

Thomas Søbirk Petersen, professor i Bioetik og Retsfilosofi ved Roskilde Universitet, tidligere medlem af Det Etiske Råd og medforfatter til bogen Bioret og Bioetik fra 2024. 

“Et godt liv indeholder også en god død. Vi ønsker alle en god død, og en god død kan – ligesom et godt liv – se ud på mange forskellige måder. I dette oplæg vil jeg argumentere for, at vi skal legalisere det, jeg har valgt at kalde ’selvvalgt livsafslutning for døende’. Hvis vi legaliserer denne form for livsafslutning i Danmark, kan vi hjælpe nogle at de mest lidende og terminale patienter med at komme herfra på en - for dem - værdig måde og dermed hjælpe dem med at få en god død."

Thomas Søbirk Petersen


Sarah Glerup, handikapaktivist og stifter af netværket Ikke Død
Endnu, uddannet cand.mag. i film- og medievidenskab med
speciale i, hvordan handikap skildres i dansk kontekst.

“Diskussionen om, hvorvidt Danmark skal tilbyde eutanasi til udvalgte borgere, handler om os med handikap. For der findes ikke ét eneste sted i verden, hvor man har formået at indføreeutanasi og samtidig sikre, at ingen handikappede dør, selv om de kunne have fået gode liv med rette støtte. Debatten om eutanasi har i sig selv negativ indflydelse på vores liv, når danske medier spytter den ene historie efter den anden ud om, at døden kan være det bedste alternativ til at leve med fx lammelser eller en hjerneskade. I en tid med så storenedskæringer på aktiv livshjælp til handikappede, at vi ser folk på bosteder blive kogt ihjel - er det da virkelig aktiv dødshjælp vores samfund skal prioritere?”

Sarah Glerup

Arrangementet foregår i lokale 2.3.06 og 2.3.02 UCD, Peter Bangs Vej 3B, 2000 Frederiksberg.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.