Et funklende, nyt år

28. januar 2021

Vi har forladt 2020 og taget hul på et nyt år. Vi har talt med fire medarbejdere om deres forhåbninger og ønsker til et funklende nyt 2021.

Fotocollage af fire medarbejdere på Diakonissestiftelsen

Per Nielsen, Anita Kleischmann, Anne Mette Fugleholm og Susan Tybirk fortæller om deres forventninger til 2021.

 

Af Kommunikation // kommunikation@diakonissen.dk

Per Nielsen, socialpædagog fra Hvide og Gule Hus i Gentofte

”Det bliver dejligt, når vi begynder at kunne igangsætte nye aktiviteter for vores brugere. Vi skal have gang i vores ugentlige ture ud af huset, som vi havde startet op inden nedlukningen. Vi har også cykelfællesskaber på vej, og vores nye initiativ, UngeHuset, har fået rigtig fin tilslutning, som vi kan bygge videre på.

Vi har indkøbt udstyr til bueskydning i haven. Det er en aktivitet, som mange synes er sjov, og alle kan være med til. Selvom det faktisk er sværere, end det ser ud.”

”Jeg har det samme nytårsforsæt hvert år, og det er at lade være med at spise candyfloss. Sjovt nok lykkes det altid for mig. Derudover vil jeg gerne endnu mere udenfor end sidste år, for eksempel med overnatning i skoven, vandreture af flere dages varighed, måske i de norske fjelde, når verden åbner op igen.”

Per Nielsen vil gerne være mere udenfor i 2021. Foto: Karen Grønkjær.

Anne Mette Fugleholm, adm. direktør på Diakonissestiftelsen

"Jeg tror, vi alle drømmer om at komme over på den anden side af Corona i 2021. Og jeg tror på, at vi nærmer os en mere åben verden i foråret.

Jeg glæder mig hver dag over, at det lykkes for os at holde fast i vores faglighed og vores værdier om at se det enkelte menneske – også i krisetider. Det er ofte små ting som en kop kaffe på plejehjemmet, en samtale i vores sociale tilbud på Hvide Gule Hus eller et ekstra opkald fra en underviser på uddannelsescentret.

Jeg tror, at Corona har skabt en stor klarhed og efterspørgsel på fællesskaber – både de faglige, de sociale og de eksistentielle. Fællesskaber der støtter mennesker i at skabe mening og giver fornemmelsen af at høre til.

Fællesskaber er også den røde tråd i den strategi, som bestyrelse har vedtaget, at Diakonissestiftelsen skal arbejde med i 2021. Strategien indeholder blandt andet projekter som ’Fællesskabshuset’, ’Sammen om kultur’, ’Nyt tilbud i Hvide Gule Hus’ og et partnerskab med Pension Danmark om nye friplejehjem.

Jeg glæder mig til, at vi igen kan være sammen – både på arbejde og hjemme.

Jeg er holdt op med at lave nytårsforsætter. Jeg har i stedet en ’ønskeliste’ med små og store ting, jeg har lyst til. Fx nyt sted i København jeg gerne vil gå en tur, en film jeg skal nå at se osv. Og så øver jeg mig i bare at være til stede i nuet. Hvis der er noget, Corona har lært mig, så er det taknemmelighed over det, jeg før tog for givet: min familie, venner og helbred."

Foto af Anne Mette Fugleholm

Anne Mette Fugleholm har lavet en ønskeliste med små og store ting, hun har lyst til i det nye år. Foto: Morten Langager.

Anita Kleischmann, souschef i Børnehuset Louisegården

”Jeg håber, at vi går en lysere tid i møde i forhold til, at der bliver åbnet mere op, og der kommer mere styr på Corona-situationen.

Jeg ser frem til, at vi kommer tilbage til en mere normal ramme for kontakt og samvær, hvor medarbejdere og børnegrupperne kan være sammen på tværs, og vi kan holde normale personalemøder og forældresamtaler uden restriktioner. Især håber jeg, at vi kan holde vores sommerfest og arbejdslørdag efter sommerferien, hvor børn og voksne mødes på legepladsen.”

Selvom 2020 har været et udfordrende år med øget fokus på sund hygiejne og zoneopdelinger har Louisegården fået vigtig viden med til det nye år:

”Vi har fået en masse gode erfaringer i denne Covid-tid. Vi prøver at vende tingene til det positive og har fundet ud af, at vores hygiejnetiltag med etablering af vaskestandere og større fokus på hygiejne, har minimeret sygdom hos personalet og blandt børn. Det har givet en stabilitet, som jeg håber fortsætter.

På den private kant glæder jeg mig til at kunne opleve noget andet en husets fire vægge. I 2021 vil jeg rigtig gerne til Jylland, hvor vi har familie og mange venner, som jeg savner meget. Heldigvis kan vi snakke med dem online, så venskaber dyrkes og vedligeholdes. I det nye år vil jeg fokusere på at nyde at være i nuet samt sætte pris på og dyrke det, jeg har; mit helbred, min familie, venner og et fantastisk arbejde"

Foto af Anita Kleischmann på en legeplads

Anita Kleischmann glæder sig til at kunne opleve noget andet end husets fire vægge. Foto: Thomas Wittrup.

Susan Balslev Tybirk, sygeplejerske på Diakonissestiftelsens Hospice

”Jeg har et håb om, at vores skønne hospice kan vende tilbage til det hospice, som vi kender, hvor der er plads til mere nærhed og omsorg. Vi har altid været en arbejdsplads, hvor vi har været meget opmærksomme på hinanden. Vi har krammet meget, og det har været rart at mærke, at der er nogen, der støtter op, da det mentalt er et hårdt arbejde.

Jeg ser frem til, at vi igen kan komme de pårørende nær og lægge en hånd på en skulder og sige ’jeg er her, og jeg lytter til dig’, især når vi har dødsfald og pårørende, der er i krise. Som det er nu, skal jeg virkelig ’sidde på mine hænder’ for ikke at gå over og kramme dem.”

Ud over nærhed glæder Susan Balslev Tybirk sig også til, at hverdagen igen bliver fuld af sang, musik og sociale arrangementer med kolleger:

”Vi har heldigvis stadig musik hver fredag, hvor musikterapeut Hugo spiller på klaveret. Her åbner vi dørene til patienternes stuer, så de kan få glæde af det. Før corona plejede personale, patienter og pårørende at synge sammen, og det håber jeg, at vi kan komme til snart igen. Jeg håber også, at jeg kan tage ud med mine kolleger efter arbejdet og drikke en øl. Vi har brug for at se hinanden ud over arbejdet og grine lidt sammen.

Personligt vil jeg fokusere mere på at leve livet hver dag. Nu går vi foråret i møde, og jeg vil gerne være mere udadorienteret, dyrke motion og gøre ting, der gør mig glad.”

Foto af Susan Tybirk foran Diakonissestiftelsens Hospice

Susan Tybirk vil fokusere mere på at leve livet hver dag. Foto: Mette Frid Darré.

Tema: En frisk begyndelse