Fællesskab kender ingen alder

24. juni 2019

Der er ca. 50 år imellem, at søster Annelise Frisk og Marianne Reynolds kom til Indvielsesfællesskabet på Diakonissestiftelsen. Men de blev begge tiltrukket af at ville gøre noget godt for andre og finde et fælles sprog for troen.

Marianne Reynolds (t.v.) og søster Annelise Frisk står i den solgule stue, hvor diakonisserne plejede at spise morgenmad sammen.

Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

”Det var her i stuen, vi sad og spiste morgenmad sammen, før dagens arbejde begyndte. Og inde i den tilstødende stue sad vi og nørklede med håndarbejde søndag eftermiddag, mens forstanderinden læste breve op fra vores søstre ude i landet,” siger søster Annelise Frisk og peger rundt i den gule stue, der ligger i forlængelse af Diakonissestiftelsens kantine.

”Møblerne er de samme som dengang. Det var det helt samme bord, vi sad ved. Men stolene har fået nyt betræk,” siger hun og tænker tilbage til 1962, da hun startede som prøvesøster på Diakonissestiftelsen.

Der er sket meget siden da. Cølibatet og diakonissedragterne er afskaffet. Diakoner og diakonisser tjener deres egne penge, har almindelige job og familie. Men samhørigheden i Indvielsesfællesskabet lever endnu.

”Vi er spredt ud over hele landet, men vi er som en søskendeflok, der helt naturligt snakker sammen og glædes, når vi kommer hjem til fællesskabsdage og andre anledninger,” fortæller søster Annelise Frisk.

Ordet ’hjem’ falder helt naturligt som betegnelse for Diakonissestiftelsen, og det bemærker Marianne Qvist Hammer Reynolds også. Hun blev indviet i 2017 og er dermed det nyeste medlem af fællesskabet, der i dag tæller 69 medlemmer.

”At være med i Indvielsesfællesskabet er virkelig som at komme hjem. Jeg forstod sproget med det samme, da jeg kom med. Troen og kristendommen er det bærende. Så meget er selvfølgeligt, når man har det til fælles,” siger hun

Troen driver værket
For en udenforstående kan det virke lidt abstrakt, hvad det er, der binder Indvielsesfællesskabet sammen. Det handler ikke om at mødes om Biblen eller at missionere for at udbrede troen.

”Vi har diakonien til fælles. Det at ville gøre noget for andre. Og for manges vedkommende har vi også faglige fællesskaber. Jeg forstår godt, at det er svært at begribe, for danskerne mangler et sprog omkring religion og tro. Min største opgave er at give det, jeg tror på, et sprog,” forklarer Marianne Reynolds, der til daglig arbejder som kirke- og kulturmedarbejder i Holmens Kirke.

Søster Annelise Frisk er pensioneret, men var tidligere leder af småbørnsafdelingen i Diakonissestiftelsens børnehus Teba, der siden er blevet til Marthagården.

”Jeg blev tit spurgt om forskellen på mig som diakonisse i forhold til de andre pædagoger og svarede: ’Der er ingen forskel. Jeg er her for børnenes skyld. Jeg synger ikke salmer eller beder bønner, men hvis nogen spørger, hvad jeg tror på, så svarer jeg.’ Jeg kan huske, at en far sagde, at han håbede, jeg ville passe alle de børn, han måtte få,” siger hun med øjnene fulde af smil og tilføjer: ”Jeg elskede de børn og mit arbejde.”

Marianne Reynolds supplerer: ”Som medarbejdere er vi de samme som andre, men det er måske noget andet, der driver værket.”

Marianne Reynolds viser sin tatovering af indvielses-emblemet, som alle medlemmer af fælleskabet bærer – de fleste i en kæde om halsen.

En vej til selvværd
Da søster Annelise Frisk kom til Diakonissestiftelsen for 57 år siden, var hun 27 år og allerede uddannet i børneforsorg. Hun havde gennem flere år overvejet at blive diakonisse, efter at en præst med en fortid på Diakonissestiftelsen havde introduceret idéen for hende.

”Jeg skrev en ansøgning og tænkte, at hvis jeg bliver antaget, så er det det, jeg skal med livet. Og det blev jeg. Det var dengang, man gik i cølibat og fik en diakonissedragt,” husker hun og fortsætter:

”Det var dejligt med et kristent fællesskab. Jeg kom fra et hjem, hvor kristendommen var i højsædet. Men jeg følte ikke, at jeg hørte til nogen steder. Jeg har aldrig været ret udadvendt, og jeg havde ikke højt selvværd. Med indvielsesfællesskabet var jeg pludselig aldrig alene, men fik følelsen af at løfte i flok. Jeg fik en tro på mig selv.”

Marianne Reynolds sidder og nikker. Hun har et liv som fysioterapeut bag sig, hvor hun især har arbejdet med at hjælpe ældre mennesker. Da hun som 49-årig begyndte på professionsbacheloruddannelsen i Kristendom, Kultur og Kommunikation på Diakonissestiftelsen, var hun den ældste.

”Der var en fantastisk diversitet på uddannelsen. Der var mennesker fra indre mission, fra frikirker og fra ’slet-ikke-kirke’. Her var fagligheden det fælles. Jeg følte mig anderledes i starten, men lærte at stole på, at jeg kunne byde ind med noget. Og jeg endte med at blive den, som de yngre studerende kunne gå til. Det var også her, jeg fandt Indvielsesfællesskabet,” fortæller Marianne Reynolds.

På tværs af alder
I Indvielsesfællesskabet repræsenterer søster Annelise Frisk og Marianne Reynolds to forskellige generationer, men de har begge fundet værdi i at gøre noget for andre, og de værdsætter begge dialogen med andre generationer.

”Da jeg var helt ung, gik jeg meget på Søster Sophies Minde og talte med de ældre søstre. Jeg mærkede varmen i måden, de var sammen på. Det gav mig tryghed at se, at de havde det godt efter at have levet lange liv,” fortæller søster Annelise Frisk, og Marianne Reynolds byder ind:

”Det giver så meget at lytte og søge råd og vejledning hos nogen, der har prøvet det hele før. Jeg tænkte i starten på, om de ældre i Indvielsesfællesskabet syntes, at jeg var underlig, når jeg kom der med mine tatoveringer.”

Søster Annelise Frisk griner og siger:

”Jeg har altid bare syntes, at det var dejligt, at der kom nye til, så fællesskabet kunne leve videre. Jeg har haft mange diskussioner i årenes løb og har lært ikke at være så skråsikker, som da jeg var ung. Det er sundt at komme i tvivl om, hvad man mener. Da jeg kom til Diakonissestiftelsen, sagde den daværende forstanderinde, at hun ikke kunne lide, at der stod et ’Ensrettet’-skilt på gaden foran Diakonissestiftelsen, for er der noget, vi ikke er, er det ensrettede.”

Fakta:

  • Indvielsesfællesskabet på Diakonissestiftelsen består af 69 diakonisser og diakoner på tværs af generationer og med det bedste fra en 155-årig tradition i ryggen.

  • Medlemmerne af Indvielsesfællesskabet supplerer deres øvrige sociale kontakter og familieliv med et åndeligt, personligt og fagligt netværk. Medlemmerne har det fælles mål at hjælpe andre ud fra et kristent grundlag.

  • For at blive optaget, skal man have et vist uddannelsesniveau, gennemgå et indlevelsesforløb og leve op til en række kriterier, heriblandt at man kan forholde sig kritisk, undrende og åben over for egen og andres religiøsitet. Læs mere her.

  • Diakonissestiftelsen er en non-profit erhvervsdrivende fond, en af Danmarks største velfærdsorganisationer og har over 155-års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

Tema: Generationer på tværs

Mere om diakoni: