På 13 måneder er Finn Hansen gået fra 12 timer til 27 timers arbejde om ugen. På grund af angst var han kommet langt væk fra arbejdsmarkedet, men er nu godt på vej tilbage. ”Det er lige mig det her,” siger han.
Finn Hansen (t.v.) har fjernet kridt fra væggene og malet i cykelkælderen under Søster Sophies Minde. ”Man sjusker ikke her. Der er kun rigtig godt og ekstra godt,” siger han.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
For Finn Hansen er mandag ikke en øv-dag.
”Bare turen herop om morgenen er dejlig. Fuglene synger, og jeg bliver frisk af cykelturen. Det er rart at skulle på arbejde.”
Sådan siger Finn Hansen i dag, men der var engang, da han ikke havde lyst til at komme væk hjemmefra:
”Der var en masse, der ramlede sammen for mig. Min lillebror blev slået ihjel, og min storebror fik kræft. Min bedste kammerat døde og to af mine ekskærester døde. Så lukkede jeg mig inde. Kommunen gav mig fred, og så tog den ene dag den anden,” fortæller Finn Hansen.
Mere end almindeligt genert
Da han begyndte i virksomhedspraktik på Diakonissestiftelsen, havde han været væk fra arbejdsmarkedet i halvandet år. Han fik tilknyttet maler Henrik Rasmussen som mentor.
”Det var første gang, jeg blev kastet ud i det med at være mentor. Jeg fik at vide på forhånd, at Finn havde angst. Det har min datter også, så jeg vidste lidt om, hvordan man håndterer det. Jeg syntes, det var relevant at fortælle det til de andre i Teknisk Afdeling, for folk kan godt få lidt med grovfilen,” siger Henrik Rasmussen og husker tilbage til Finn Hansens første dag:
”Han var helt stille. Mere end almindeligt genert. Og helt krøllet sammen i hjørnet,” siger han og griner til Finn Hansen, der smiler tilbage.
”Nu deltager han i samtalerne, laver sjov og er ikke for fin til at give igen,” tilføjer Henrik Rasmussen.
”Da Finn startede, var han mere end almindeligt genert. Nu deltager han i samtalerne og laver sjov,” fortæller Henrik Rasmussen (t.h.).
Alle har særheder
Der er ni medarbejdere i Teknisk Afdeling, som sørger for den daglige drift af Diakonissestiftelsen, lige fra gartnerarbejde til renovering af lokaler. Henrik Rasmussen og Finn Hansen er enige om, at man behandler hinanden anderledes her end andre steder.
”Jeg er ikke typen, der spontant går hen og taler med folk. Men alle her har deres særheder. De er dejlige mennesker på hver deres måde. Jeg tror, Henrik og jeg er de mest ens. Vi er begge rolige gemytter. Der er ingen tvivl om, at min drøm er at blive fastansat. Det er lige mig det her,” konstaterer Finn Hansen og tilføjer:
”Der er udfordringer i alle opgaver. Man sjusker ikke. Der er kun rigtig godt og ekstra godt.”
Angstprovokerende ansvar
Finn Hansen har arbejdet med renovering af plejehjemmet Søster Sophies Minde og egenhændigt sat cykelkælderen i stand. Og her er den oprindelige generthed også skubbet i baggrunden:
”Det er hyggeligt at sludre med de ældre beboere på Søster Sophies Minde. De er nysgerrige på, hvad jeg laver, så vi lærer dag for dag hinanden at kende,” fortæller Finn Hansen.
Henrik Rasmussen roser Finn Hansens arbejde i høje toner, og Finn ler og slår det hen. Det er næsten for meget med al den ros.
”Jeg fik at vide, inden Finn kom, at jeg ikke måtte have for høje forhåbninger, så dem havde jeg skruet helt ned for. I starten var det ret angstprovokorende sådan at få ansvaret for et andet menneske, som skulle hjælpes på fode,” fortæller Henrik Rasmussen.
”Men det har været en fed udfordring, og vi har et supergodt samspil. Jeg tror, vi har været gode til hinanden. Finn passer bare ind, og jeg kan ikke se, at vi kan få en bedre kollega,” konstaterer han.
”Jeg tror, vi har været gode til hinanden. Finn passer bare ind,” siger Henrik Rasmussen (t.v.), der er mentor for Finn Hansen.
Fakta
|
Tema om Socialt Ansvar: |