På Diakonissestiftelsens Hospice kommer man for at dø. Det kan selv de bedste læger, sygeplejersker og frivillige ikke ændre på. Men de kan tage kontrol over, hvordan man oplever døden. To kvinder fortæller om afslutningen på livet for deres ægtefæller.
Diakonissestiftelsens Hospice på Dronningensvej rummer store følelser omkring livets afslutning. Foto: Adam Mørk.
Tekst og fotos: Thomas Wittrup // thwi@diakonissestiftelsen.dk
”Michaels sygdomsforløb var rædselsfuldt!”
Sådan beskriver Anne-Lise Salmony sin mand, Michael Salmonys sygdomsforløb med en sarkom-cancer, der endte hans liv den 3. marts 2018.
Kræftsygdommen var særdeles voldsom, og parrets møde med forskellige hospitaler i hovedstaden var meget hårdt, frustrerende og præget af modstridende informationer fra læger og sygeplejersker.
Mere menneske end patient
Tanken om at skulle tilbringe den sidste tid på en flersengsstue opdelt af tynde gardiner var ikke til at bære for hverken Michael eller Anne-Lise Salmony. Sådan gik det imidlertid heller ikke, da Michael Salmony i slutningen af december 2017 blev indlagt på Diakonissestiftelsens Hospice:
”Her fandt vi respekt og værdighed fra et professionelt personale, som altid mødte Michael og mig med smil og ømhed. De gjorde, at jeg aldrig følte mig alene. Og de gjorde, at Michael følte sig som et menneske – ikke kun patient. For eksempel da vi ankom til hospice første gang, og de mødte os ved taxaen med en kørestol og tiltalte Michael ved navn. Det betød meget for ham,” fortæller Anne-Lise Salmony.
Anne-Lise Salmony på Diakonissestiftelsens Hospice, hvor hun både gav og fandt trøst hos andre pårørende i samme situation som hende selv: ”Vi fandt et fællesskab i noget, der er ubeskriveligt for dem, som ikke selv har oplevet det.”
På samme måde husker Loulou Sortkjær tilbage på sin mands ophold på hospice:
”Helge var meget slips og jakkesæt. Ikke så meget til komplimenter og tak. Det ændrede sig på hospice, hvor sygeplejerskerne fik rigeligt af begge dele. Mere end jeg fik i vores 25 års ægteskab, tror jeg,” siger Loulou Sortkjær med et lille smil.
Hun mistede i maj 2017 sin mand, Helge Sortkjær, som døde af lungehindecancer på Diakonissestiftelsens Hospice.
En spade er en spade
”Det lyder underligt, men vi var meget privilegerede omkring Helges død. For vi vidste to og et halvt år i forvejen, at han skulle dø. Det gav os tid til at forberede os på det, som vi vidste, ville komme,” siger Loulou Sortkjær og fortæller om sin mand:
”Men sådan var Helge. Han kaldte en spade for en spade og var meget konstruktiv omkring sit forløb hele vejen til det sidste. Derfor passede han også så godt ind på hospice, hvor man heller ikke er bange for at sige tingene, som de er. De talte Helges sprog, og det kunne han godt lide.”
Loulou Sortkjær var glad for rammerne og de muligheder, hospice gav, for at være sammen med sin mand i den sidste tid.
En stor familie
Anne-Lise og Michael Salmony følte sig også meget hjemme på hospice. De daglige besøg fra deres to børn og fire børnebørn var vigtige for dem begge:
”De fysiske rammer gav os mulighed for noget, der lignede hverdagsliv midt i sorgen. Der er plads til én – plads til at være. Det er et rart sted, hvor vores fire børnebørn følte sig hjemme fra første dag og glædede sig til at komme,” beretter Anne-Lise Salmony, som fandt trøst og samhørighed hos medarbejderne på hospice:
”Vi følte, at vi var en stor familie med personalet, som altid var der for os med omsorg og hjælp. De gjorde alt for at stille os tilfredse. Det var som et femstjernet hotel til tider!”
Et åg af skuldrene
For Loulou Sortkjær var det især trygheden på hospice, der betød noget. Hun husker følelsen af ansvar løftet af sine skuldre, da hendes mand blev indlagt:
”Tryghed, tryghed, tryghed! Det var det, hospice gav mig. At skulle forholde sig til en døende derhjemme, som jeg gjorde i en periode, er en meget stor belastning for en pårørende. Hospice tog den belastning, det ansvar, fra mig og lod mig koncentrere mig om at være sammen med Helge til det sidste.”
”Jeg var aldrig alene med Helge på hospice. Der var altid nogen, en sygeplejerske, en læge, eller en præst, som var klar med hjælp. Jeg tager virkelig hatten af for dem. Også for de mange frivillige, som altid er på forkant og forbereder en på, hvad der kan komme. De tog problemerne, før de opstod,” fortæller Loulou Sortkjær.
”Helge var glad for at møde de samme ansigter i sin tid på hospice. Han opbyggede relationer til de ansatte, som betød meget for ham. Han tog for eksempel noter om sin sygdom hver dag. Og da han en dag var for svag til selv at gøre det, var der en sygeplejerske, som tilbød at gøre det for ham,” husker Loulou Sortkjær.
Alting får en ende
Men selvom det kan føles som et hotel, bliver et ophold på hospice aldrig et hotelophold. Det er en voldsomt følelsesladet proces at tage afsked med et familiemedlem eller for Anne-Lise Salmonys vedkommende en livsledsager gennem 50 år. Der er vitterligt noget på spil, og i dette tilfælde førte et misforstået hensyn til, at Anne-Lise Salmony, efter at have ventet på døden i to måneder sammen med sin mand, en nat ikke blev vækket. Derfor var hun ikke hos sin mand i det sidste øjeblik, men sov i en seng ved siden af.
”Desværre skete der ting ved Michaels død, som burde have været anderledes. Det blev en ærgerlig afslutning, som ikke stod mål med et ellers perfekt ophold,” siger Anne-Lise Salmony, der dog ser tilbage på hospice som en fantastisk oplevelse midt i sorgen.
For Loulou og Helge Sortkjær var afslutningen mere harmonisk. Forholdet og fællesskabet med personalet på hospice fortsatte til det sidste, hvor en af sygeplejerskerne, ved det sidste farvel efter Helges død, læste et digt, som en af hans venner havde skrevet, højt for familie og venner samlet ved hans leje.
”Det var højtideligt og fredfyldt. Det var præcis, som det skulle være!” konstaterer Loulou Sortkjær.
”Hvis jeg får valget, vil jeg også gerne ende mine dage på hospice. Både for min egen og mine pårørendes skyld!” tilføjer hun.
Fakta
|
Læs også: |