Tekst og fotos: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Jeg har fået en stor viden om, hvordan jeg skal forholde mig til en borger med demens. På kurset har jeg fået værktøjer til, hvordan jeg via livshistorier kan lære mennesket at kende,” fortæller Jeanette Kjær Rasmussen, der er SOSU-hjælper hos Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.
Hun har sammen med sine kolleger været på kurset ’Livshistorier – en vej til endnu mere værdig pleje og omsorg’. Her fik personalet kompetencer til, hvordan de via den enkelte borgers livshistorie kan understøtte pleje og omsorg. Kurset strakte sig over to dage, så alle medarbejderne i hjemmeplejen og på plejehjemmet kunne få glæde af oplæg, drøftelser og gruppearbejde.
SOSU-hjælper Jeanette Kjær Rasmussen deltog på kurset med sine kolleger fra Diakonissestiftelsens Hjemmepleje.
Se mennesket
Psykolog Henrik Brogård begyndte dagen med spørgsmålet: ’Hvorfor er borgerens livshistorier vigtige i omsorgsarbejdet?’ Et spørgsmål der viser vigtigheden af at se det enkelte menneske, selvom vedkommende har en demenssygdom.
I forlængelse af snakken om livshistorier kom sygeplejerske og konsulent Mai Britt Helmsdal Henriques sidst på dagen og gav konkrete eksempler på, hvordan livshistorier kan være et vigtigt element i plejen.
”Jeg arbejdede engang på et plejehjem, hvor vi brugte erindringsdans i plejen. Der var en mand med en demensdiagnose, der sad med et lukket kropssprog på en bænk og deltog ikke i dansen. Da lyden af rock and roll bragede ud gennem højtalerne, lyste han op,” erindrer Mai Britt Helmsdal Henriques og fortsætter:
”Mandens krop rørte på sig og armene virrede. Vi kunne alle se, at han kendte musikken. Ved hjælp af hans familie, fik vi sammenstykket hans livshistorie, der bestod af knallerter, asfaltballer og rockmusik,” smiler Mai Britt Helmsdal Henriques.
Ifølge Mai Britt Helmsdal Henriques kan borgere, som lever med demens ofte få en følelse af at have mistet sig selv. Deres identitet, som før var drevet af livshistorier og hverdagens struktur, er pludselig erstattet af nedsat overblik og sammenhæng. Her kan plejepersonalet bruge viden om et levet liv i de daglige plejesituationer og hjælpe med at finde ud af, hvad der motiverer borgeren ved at give støtte til at kunne huske og genkende ting fra deres liv.
Luk op for mennesket
I eksemplet med manden på plejehjemmet hjalp det plejepersonalet at kende til hans fortid og passion for dans og musik. Det kunne de bruge i mødet med ham i hverdagen. Hvis det var svært at få ham ud af sengen om morgenen, kunne de sætte en sang på med guitarer og tromme, så var der straks øjenkontakt. Det gav en følelse af medgang både hos beboeren, der pludselig kunne genkende noget fra sin fortid, og hos plejepersonalet, der fik ’skaffet sig adgang til ham’.
Ifølge Hanne Munkholm, der er forstander for ældre og livskvalitet på Søster Sophies Minde og Diakonissestiftelsens Hjemmepleje, klæder kurset personalet på til at kunne understøtte den enkelte borger og dennes pårørende i at sætte ord på beboerens livshistorie:
”Hensigten med at afvikle kurset på tværs af plejehjem og hjemmepleje, er, at livshistorien kan følge det enkelte menneske fra egen bolig til plejehjem. På den måde, kan beboere inddrages meget mere i sin egen livshistorie.”
Fakta:
|
Artikler om plejehjemmet Søster Sophies Minde |
Artikler om Diakonissestiftelsens Hjemmepleje |