Smukke, hjemlige omgivelser midt i storbyen
Diakonissestiftelsens Hospice er et sted, hvor uhelbredeligt syge og døende mennesker tilbydes lindrende pleje og behandling. Stemningen på Hospice er kendetegnet af ro og nærvær, og kun specialuddannet personale tager sig af patienter og pårørende.
Diakonissestiftelsens Hospice, som er en selvejende institution under Diakonissestiftelsen, består af et hospice med plads til 16 patienter og et udgående hospiceteam (palliativt team) for hjemmeboende patienter bosiddende i Frederiksberg og Københavns Kommuner.
Diakonissestiftelsens Hospice og Udgående Hospiceteam drives efter overenskomst med Region Hovedstaden. Det er således gratis for patienter at være indlagt på Hospice eller tilknyttet Hospiceteamet.
Vores formål er ...
- at tilbyde den bedst mulige lindrende pleje, behandling og omsorg, hvor helbredelse ikke skønnes muligt
- yde hjælp til at leve med døden i vente
- at yde de pårørende hjælp i forbindelse med familiemedlemmers eller venners sygdom og død
Nogle patienter udskrives til eget hjem eller plejehjem, fordi plagsomme symptomer er blevet lindret, og almentilstanden blevet stabil igen.
Film fra Diakonissestiftelsens Hospice
Den første film er produceret af Dansk Arkitektur Center (DAC). Den anden film er produceret af Region Hovedstaden.
En særlig stemning
Hospice er en del af Diakonissestiftelsens samlede arbejde, der udføres på et folkekirkeligt grundlag. Brugere og gæster hæfter sig ofte ved, at der er 'noget særligt' over stemningen på Diakonissestiftelsen. En ro og et nærvær, som det kan være svært at finde andre steder. Måske fordi vi gennem mere end 160 år har holdt fast i, at omsorgen for sjæl og legeme skal gå hånd i hånd.
Det oprindelige Diakonissestiftelsens Hospice blev etableret i 1997 som Danmarks tredje hospice og var således blandt pionererne.
Diakonissestiftelsens Udgående Hospiceteam
Nogle patienter ønsker at leve den sidste tid i eget hjem. Diakonissestiftelsens Udgående Hospiceteam yder lindrende pleje, omsorg og behandling til 22 hjemmeboende patienter i samarbejde med praktiserende læger og hjemmepleje. Hensigten er at skabe et sammenhængende forløb og bedst mulig livskvalitet ved at bringe hospiceomsorgen hjem til de patienter, som trods uhelbredelig sygdom ønsker at forblive i eget hjem.
Det Udgående Hospiceteam består af speciallæger, sygeplejersker og fysioterapeut.
Det er væsentligt, at patienten selv ønsker at komme i kontakt med Det Udgående Hospiceteam. Ligeledes skal patienten være orienteret om sin sygdom og vide, at den fremtidige pleje og behandling alene er af lindrende karakter.
Bliv frivillig på Hospice
Som frivillig på Diakonissestiftelsens Hospice er du med til at gøre en stor forskel for vores indlagte patienter og deres pårørende.
Opgaverne som frivillig omfatter blandt andet at byde gæster velkommen, sørge for at patienter og pårørende finder sig godt til rette og hjælpe til med ad-hoc opgaver såsom at lave kaffe, vaske op og servere mad. De frivillige bidrager som medmennesker. Den tid, de giver på Hospice, frigør ekstra tid i personalets hverdag, hvilket er en stor hjælp for både personale, patienter og pårørende.
Som frivillig bliver man en del af et frivilligteam på ca. 30 personer og er med til at understøtte Diakonissestiftelsens vision om livskvalitet til det enkelte menneske – også i livets afslutning.
Download foldere og blanketter
Informationsfolder
- Diakonissestiftelsens Hospice - Smukke og hjemlige omgivelser midt i storbyen (pdf)
- Diakonissestiftelsens Hospice - Beautiful and cosy surroundings in the heart of the city (pdf)
Om byggeriet af hospice
Om henvisning
Årsrapport
Kontaktinformation
Job på Hospice
Alle ledige stillinger findes på Diakonissestiftelsens jobside.
(Link til uopfordrede ansøgninger på samme side).
Parkering
Det kan være en udfordring at finde parkeringsplads ved hospice på selve Dronningensvej. Undtaget er de to handicapparkeringspladser mellem nr. 24 og 26. Vi henviser derfor alle, der kommer i bil, til at benytte den store parkeringsplads på:
Peter Bangs Vej 5B foran Diakonissestiftelsens hovedbygning.
Download kort (pdf).
Bemærk! Når du parkerer ved Peter Bangs Vej 5B, kan du følge den røde rute på kortet til hospice.
Downloade en parkeringsfolder (pdf), som kan printes og tages med i bilen.