På kurser i ’Sidstehjælp’ underviser klinisk sygeplejespecialist Jesper Grud Rasmussen fra Diakonissestiftelsens Hospice i viden om døden og palliativ pleje. ”Det er et vildt og usædvanligt arbejde, jeg har,” siger han.
”Det er ligesom med solen: Sorgen går ikke væk, når du ikke ser på den. Du mærker den stadig,” siger klinisk sygeplejespecialist Jesper Grud Rasmussen fra Diakonissestiftelsens Hospice. Foto: Karen Grønkjær.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
”Mit arbejde er til tider en følelsesmæssig udfordring. Nogle dage ville jeg gerne bare stå i en skobutik,” udbryder Jesper Grud Rasmussen og trækker så lidt på det, for i virkeligheden ville han nok ikke bytte jobbet som klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice ud.
”Når noget er svært, er det også givende. Det kan være svært at være i patienters og pårørendes sorg, men det er også udviklende at være i, fordi det minder mig om at sætte pris på livet og prioritere mine værdier,” fortæller han.
Fra forestillinger til facts
Og netop det at forholde sig til døden og til sorgen er en mission, som han og Foreningen for Palliativ Indsats er ude i. Foreningen tilbyder kurset Sidstehjælp, der giver viden om døden og om palliativ pleje, det vil sige lindring ved livets afslutning. Og som medlem af foreningens bestyrelse og klinisk sygeplejespecialist på hospice er Jesper Grud Rasmussen en af dem, der afholder kurset ligesom ca. 35 andre uddannede sidstehjælpsinstruktører.
”En gennemsnitlig 30-årig dansker har oplevet 30.000 dødsfald i film, nyheder, bøger og lignende. Måske ingen i virkeligheden. Det betyder, at de fleste har en masse forestillinger om døden – at den er dramatisk eller eventyrligt smuk for eksempel,” siger Jesper Grud Rasmussen.
Kurset gennemgår fysiske forhold, psykologiske processer, sociale og juridiske problemstillinger, samt eksistentielle og religiøse temaer. Det har til formål at gøre deltagerne bedre i stand til at forholde sig til døden og problemstillinger i et dødsforløb.
”Vi fortæller benhårde facts, som kan hjælpe i den sidste tid. For eksempel at en døende har brug for at få munden fugtet, for så føler man ikke tørst. Og at man bliver hypersensitiv, så det kan føles ubehageligt, hvis en pårørende aer og nulrer ens arm. Hvis man derimod lægger hånden stille på armen, giver det ro,” siger Jesper Grud Rasmussen.
Sorgen er som solen
Kurset kommer også omkring sorgreaktioner. Før i tiden talte man om forskellige sorgfaser, men nu bruges begrebet ’pendulering’. Det betyder, at man svinger mellem forskellige følelser, fordi man ikke kan holde ud at blive i sorgen konstant.
”Nogle tror, at den sørgende fornægter sorgen, fordi vedkommende pludselig griner og tænker på noget helt andet. Men det er lidt ligesom med solen på en dejlig forårsdag. Man kan godt kigge op i den et kort øjeblik, men ikke ret længe ad gangen. Men selvom man kigger væk, kan man stadig mærke solen. Den går ikke væk. Det gør sorgen heller ikke,” pointerer han.
Svært for sundhedspersonale
Jesper Grud Rasmussen har også undervist hospitalspersonale i Sidstehjælp. Personalet på Diakonissestiftelsens to plejehjem skal have undervisning, der indeholder samme temaer som sidstehjælpskurset i år. Det gælder om at få etableret flere faste aftaler med patienterne om den sidste tid.
”Samtaler om døden er ofte meget svære for sundhedspersonalet, fordi deres succeskriterium er helbredelse. Men undersøgelser viser, at hvis de tager samtalen i en rolig fase for patienten, giver de både kraft, medindflydelse og selvbestemmelsesret til patienterne. Det medfører også færre nytteløse genoplivninger og færre indlæggelser på intensivafdelinger,” forklarer Jesper Grud Rasmussen.
Med andres liv i hænderne
For nogle mennesker opleves samtaler om døden som voldsomt konfronterende, men de fleste kan sætte sig ind i, at det er lettere for de efterladte, hvis den døende selv har bestemt, om han vil genoplives, og har udtrykt ønsker om, hvad der skal ske, når han dør.
”Det handler især om retten til at stoppe behandling. Jeg har stået med pårørende, der ikke vil acceptere, at deres far skal dø, selvom han er ukontaktbar, og de insisterer på, at vi skal lægge en sonde med mad. I den situation må jeg sige, at det vil vi ikke. Vi vil gerne hjælpe, men vi kan ikke fjerne vilkåret,” siger Jesper Grud Rasmussen og tilføjer, at det sværeste ved jobbet er, når han selv bliver berørt:
”Det er et vildt og usædvanligt arbejde, jeg har. Vi har andre menneskers liv i vores hænder, og vi varetager det med største forsigtighed, og det er altid en udfordring. En sjælden gang følger patienterne mig hjem i tankerne. Så siger jeg højt, at de skal gå væk: ’Nu har du fulgt mig længe nok’,” siger han højt ud i lokalet, smiler og tilføjer: ”Og så plejer de at forsvinde.”
Tilbage til jubilæumssiden
Fakta
|