Hermann Madsen pakker jævnligt sine ting, for nu er det da på tide at flytte hjemmefra. Men han kommer altid hjem til plejehjemmet Søster Sophies Minde igen. Hans datter, Maj-Britt Hansen, er tryg ved, at plejehjemmet lader Hermann bevare sig selv inde bag demensen.
”De færreste ved ret meget om demens, før de pludselig står med sygdommen tæt på. Jeg kan mærke, at jeg selv er vokset i takt med, at jeg har lært mere,” fortæller Maj-Britt Hansen.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
"Hermann er glad i dag - han er ved at pakke."
Sådan lyder velkomsthilsenen til Maj-Britt Hansen, da hun kommer for at besøge sin far på plejehjemmet, Søster Sophies Minde, på Diakonissestiftelsen.
"Min far har altid gået og ryddet op på loftet og flyttet rundt på kasserne. Han og min mor har også været på mange charterrejser. Nogle gange siger han, at de er så søde på det her hotel, men nu er de otte dage gået," fortæller Maj-Britt Hansen om sin fars demenssygdom.
Pakke ned og pakke ud
I Hermann Madsens stue står flere flyttekasser. Når han har pakket lidt, siger personalet ofte, at nu har han godt nok været flittig og kan komme ud i køkkenet og få en kop kaffe. Når han kommer tilbage, kan han glæde sig over, at han skal flytte ind i den dejlige lejlighed og pakke sine ting ud igen.
"I starten undrede jeg mig over, at personalet på plejehjemmet ikke bare sagde til Hermann, at det er her, han bor. Jeg har også været meget i tvivl, om det var i orden at ’narre’ ham. Siden har jeg lært, bl.a. gennem Alzheimerforeningen, at der ikke kommer noget godt ud af at optrappe en konflikt, og at man lige så godt kan spille med, når han er glad," siger Maj-Britt Hansen og tilføjer:
"En demenssygeplejerske fra kommunen fortalte mig, at jeg bare skal være glad for, at Hermann har så gode minder, som han søger tilbage til."
Ledende sygeplejerske Mette Prip fra Søster Sophies Minde fortæller, at det er vigtigt, at alle medarbejderne, der har med Hermann Madsen at gøre i dagligdagen, har kendskab til hans livshistorie.
"Det hjælper os alle, som medarbejdere at føre sekvenser af Hermanns tidligere liv ind i hans dagligdag på Søster Sophies minde. Hermann oplever en ro, når han får lov til at beskæftige sig med noget, han altid har gjort, og som han kan lide og ser en mening med. Når Hermann rydder op og får sat af vejen, er det det, jeg kalder stjernestunder for Hermann," siger Mette Prip.
Rustet med GPS
Hermann pakker ikke kun sine ting ned. Han forlader også plejehjemmet, vandrer ud ad Peter Bangs Vej og hjem til huset ved KB Hallen, hvor han boede med Maj-Britts Hansens mor, Vivian, da hun levede.
"Hermann er ikke fysisk stærk, men han er meget verbal og kræver sin ret til at gå. Jeg bliver jævnligt ringet op af personalet på plejehjemmet eller af vores gamle genboer, som fortæller, at nu står Hermann der igen og spørger efter Vivian. Politiet har været virkeligt søde til at køre ham hjem og spørge, om han vil have en tur i politibilen."
Men familien har en trist historie, idet to af Hermann Madsens søstre er døde, fordi de gik ud i kulden og blev fundet for sent. Derfor har plejepersonalet fundet på, at give Hermann et ur med GPS, så de altid kan finde ham. Det må man ikke, uden at beboeren er grundigt informeret om overvågningen, så der blev gjort meget ud af, at Maj-Britt skulle fortælle om GPS’en.
"Vi pakkede uret ind som en gave, som jeg gav til min far. Jeg fortalte, at det er så smart, at vi kan se, hvor han er, hvis han går sin vej. Nu går han altid med det, og vi kan via en app på mobilen finde ham igen. Det er meget trygt," fortæller Maj-Britt Hansen.
Når Hermann Madsen insisterer på at gå, må personalet ikke tilbageholde ham med magt, men de gør hvad de kan, for at aflede hans tanker fra at udvandre:
"I de situationer, hvor Hermann ønsker at forlade Søster Sophies Minde, arbejder vi målrettet med afledning i form af en kop kaffe og en cigaret, en snak om Hermanns tidligere liv som journalist og fodbolddommer eller om familien, som betyder meget for ham. Hvis det er muligt, går vi en tur med ham, hvilket både giver naturlig træthed og velvære," fortæller Mette Prip.
Glad i nuet
Demenssygdommen betyder også, at det kan være meget anstrengende at være pårørende, når Hermann Madsen eksempelvis med få øjeblikkes mellemrum igen og igen spørger, om datteren har travlt på arbejdet.
"Min lunte kan godt blive kort, og jeg får så dårlig samvittighed, når jeg er irritabel. Det har været en vigtig indsigt for mig, at min far står på en trappe nu, og der er ingen tvivl om, at det kun går nedad. Jeg må da blankt erkende, at jeg af og til tænker, 'det er ok, hvis du lukker dine øjne nu, far'," siger Maj-Britt Hansen lidt stille, men lyser op da hun tilføjer:
"Jeg tror ikke, at Hermann nogensinde fornemmer, at han er i en dårlig situation med sin sygdom. Hermann har en tryg base her, hvor han får lov til at være sig selv. Han er stort set altid glad og befinder sig lige her og nu."
Hermann Madsen fortæller ofte vittigheder - og de holder selvom de bliver fortalt igen og igen.
Fakta
|
Hermann Madsen pakker jævnligt sit liv ned i flyttekasser – og pakker dem ud igen senere i glæde over den fine lejlighed, han skal bo i. Foto: Karen Grønkjær.
Læs også: |