Søster Ane-Lise Bylov Jespersen har netop fejret sit 75-års jubilæum som diakonisse. Hun har aldrig fortrudt, at hun valgte et liv i andres tjeneste, men fortæller med glæde i stemmen om sit fællesskab med diakonisserne.
Af Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
Hun var kun 21 år gammel, da hun for 75 år siden kom til Diakonissestiftelsen. En livstid, hvor søster Ane-Lise Bylov Jespersen har taget sig af utallige børnehjemsbørn over hele landet.
Gav ro i maven
”Det har været dejligt at være del af et kristent fællesskab. Det triste ved at have 75-års jubilæum er, at mange af de andre er døde,” konstaterer søster Ane-Lise.
Søster Ane-Lise Bylov Jespersen blev for 75 år siden indviet som diakonisse. Hun bor i dag i en ældrebolig oven på plejehjemmet Søster Sophies Minde. Foto: Karen Grønkjær.
Det ligger ikke i tidsånden i dag at blive diakonisse – selvom der i 2017 bliver indviet en enkelt for første gang i 3 år. Der er i dag ca. 70 diakoner og diakonisser tilknyttet Diakonissestiftelsen, hvoraf kun et par stykker arbejder i stiftelsen på Frederiksberg. Hovedparten af medarbejderne er helt ”almindelige” sygeplejersker, SOSU-assistenter, pædagoger og lignende, der driver Diakonissestiftelsens forskellige områder såsom børneinstitutioner, uddannelser, hjemmepleje, plejehjem, boligtilbud og hospice.
”Man bliver jo ikke diakonisse for sin egen skyld, men for at gøre noget for andre. Jeg kan huske, at jeg overvejede meget frem og tilbage. Når jeg tænkte på ikke at blive diakonisse, følte jeg uro, og når jeg tænkte på at gøre det, faldt jeg ligesom til ro indeni. Så må det være det rigtige, tænkte jeg,” fortæller hun om sin beslutning i 1942.
Uddannet til børnehjemsarbejde
Søster Ane-Lise var en af kun 13 diakonisser, der blev uddannet i børnehjemsarbejde, inden uddannelsen blev nedlagt i 1949. Hun har arbejdet på børnehjem både i Esbjerg, Horsens og Sorø. Indtil 1965 blev diakonisserne sendt ud i tjeneste og kunne ikke selv vælge, hvor de skulle arbejde.
”Jeg havde mine forældre i København og var enebarn, så jeg var lidt ked af at blive sendt til Jylland. Men jeg sparede mine fridage sammen og tog på længere ture hjem,” siger søster Ane-Lise.
Reformer på Diakonissestiftelsen
Da søsterfællesskabet blev reformeret i 1965 blev det tilladt at gå i almindeligt tøj, at søge sit eget arbejde og få løn for det. Et par år senere blev det også muligt at blive i søsterfællesskabet, selvom man blev gift. Søster Ane-Lise husker det som lidt af en omvæltning at kunne lægge uniformen og pludselig at få penge på lommen:
”I starten gik jeg stadig i min uniform, men begyndte så småt i ferier at gå i almindeligt tøj. Og min første løn vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med,” husker hun.
Det var rart selv at kunne vælge, hvor hun skulle arbejde, og hendes sidste to arbejdspladser var henholdsvis i Sorø og til sidst 15 år på Frederiksberg som leder af Diakonissestiftelsens børneinstitution, der i dag hedder Marthagården.
Et dejligt fællesskab
Siden 1991 har søster Ane-Lise boet i en ældrebolig oven på plejehjemmet Søster Sophies Minde, hvor diakonisser har fortrinsret. Hun har klaret sig selv med undtagelse af lidt rengøringshjælp, indtil hun brækkede sin ankel for nylig.
”Familie fik jeg aldrig, men jeg har været del af et dejligt fællesskab, og jeg har aldrig fortrudt mine valg. Jeg vidste jo, hvad det indebar at være diakonisse,” siger søster Ane-Lise.
|
Fakta:
|