Selvom livet går videre, og døden fortoner sig i det daglige, står den oftest lysende klart for dem, der har mistet. Derfor er det vigtigt for de efterladte at samles om at mindes de døde. Allehelgensdag kan være en god anledning, men man kan også vælge sine egne mærkedage, lyder det fra Diakonissestiftelsens Hospice.
”Man kan altid tænde et lys, mindes, tale om den døde og græde sammen. Der er helt sikkert særlige mærkedage, som man kan gøre til sine egne mindedage,” siger hospicepræst Charlotte Clante.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
Når de afdødes navne lyder højt i kirken den første søndag i november, er det sidste gang, den døde bliver nævnt i offentlig sammenhæng.
”Der bliver ikke længere kaldt på den døde i venteværelset hos lægen eller over højtaleren i lufthavnen. Det kan være utroligt smukt at høre navnet på sin kære sagt højt,” fortæller hospicepræst Charlotte Clante om den traditionsrige allehelgensgudstjeneste, som i år er aflyst på grund af corona-situationen.
Mange sognekirker har dog holdt allehelgensgudstjenester, men da Diakonissestiftelsens Hospice har haft 156 dødsfald det seneste år, ville det ikke være forsvarligt at invitere familierne til de afdøde, som man plejer.
”Kirken er normalt propfyldt. Vi har været en del af mange familiers liv. Vi bruger musikken meget, og det ville være ubærligt ikke at kunne synge sammen. Musikken vækker følelser på en nænsom og smuk måde,” konstaterer hospicechef Helle Tingrupp.
Tag den døde med i hverdagen
De to kvinder opfordrer til, at man alligevel mindes de døde sammen med sine nærmeste.
”Før i tiden fjernede man billeder af den døde, gemte minderne væk og holdt op med at tale om personen. Men sorgen forsvinder ikke af sig selv. Den døde har formet sine omgivelser og har sat et hav af fodspor. De forsvinder jo heller ikke med døden,” forklarer Charlotte Clante og fortsætter:
”Sorgen ændrer form og størrelse med årene. Min egen sorg over at miste min mand er med årene blevet til taknemmelighed for alt det, vi har haft sammen.”
Charlotte Clante mindes med taknemmelighed i stedet for sorg.
De døde skal ikke gemmes væk under gulvtæppet. Det kan derimod hjælpe og lindre at bruge dem i sin hverdag.
”Vi taler nogen gange med børn og unge, som har mistet deres forældre, om det vi kalder ’mor-reglen’. Det betyder, at man godt kan bruge mor, selvom hun ikke er her mere, ved at sige, ’hvad ville mor have syntes, at vi skulle gøre’. Det er en fin måde at mindes og bruge sin mor i det videre liv, for mor vil altid være mor,” siger Helle Tingrupp.
Hvordan kan verden gå videre?
Det kan være svært at opleve, at verden fortsætter upåvirket af et dødsfald, når ens egen verden føles som væltet omkuld. Diakonissestiftelsens Hospice har en refleksionsbog, som de pårørende bruger til at dele deres tanker, mens de kommer på hospice. En 13-årig pige skrev, at hun ikke kunne forestille sig, at verden ikke ville gå i stå, når hendes mor døde. Men da det skete, gik hun ud på gaden og så, at bilerne kørte videre, og børnene legede uanfægtet længere nede ad gaden.
”Man kan jo ikke altid se på folk, at de er ramt af sorg. Det var så fint, at vi havde sørgebind før i tiden, så ens omgivelser kunne se, at her var et menneske, som var mere skrøbeligt. Det har vi ikke længere, måske fordi vi ikke vil gøres opmærksomme på døden. Og derfor kan det være fint at mødes med andre, som også sørger. Så har man lov til at være i den sorg, som resten af verden ikke påvirkes af, men som ligger som en dyne over ens egen verden,” forklarer Charlotte Clante.
Inviter andre med i sorgen
Allehelgensgudstjenesten afholdt af Diakonissestiftelsens Hospice er normalt en del af omsorgen for de pårørende. Men ligesom den er aflyst i denne tid, er også ’eftermiddage for efterladte’ og fredags-fællessang på hospice. Så hvad gør man nu med sin sorg?
Helle Tingrupp (t.v.) og Charlotte Clante opfordrer til at være sammen med andre i sorgen.
”Man kan altid tænde et lys, mindes, tale om den døde og græde sammen. Der er helt sikkert særlige mærkedage, som man kan bruge og gøre til sine egne mindedage,” siger Charlotte Clante, og Helle Tingrupp supplerer:
”Man kan for eksempel tale med sine nærmeste om, hvordan vi nu får mor med ind i vores juleaften. Det skal ikke blive teatralsk, og det skal ikke være præcis som normalt. Men hvordan kan vi have mor med i vores tanker? Livet går videre, og tabet kan godt fortone sig for andre. Men for den, der har mistet, står det lysende klart,” siger hun.
Og fra Charlotte Clante lyder opfordringen:
”Det gælder om at invitere andre ind i sin sorg. Døden går ikke væk af, at vi ikke taler om den.”
Fakta
|
Læs mere om sorg |