Folkekirken samler ind til Diakonissestiftelsen

Kirkegængere i Danmark vil på søndag få mulighed for at give et bidrag til Diakonissestiftelsens arbejde, når folkekirken samler ind. Pengene går blandt andet til et kor for psykisk sårbare og et nyt e-læringsværktøj, der skal inspirere fagpersoner, der arbejder med demens. Dagen markeres også med velkomst til de nye beboere i Diakonissestiftelsens seniorboliger.

Af Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk

På søndag er der tradition for, at Danmarks folkekirker samler penge ind til Diakonissestiftelsens arbejde. Siden grundlæggelsen af Diakonissestiftelsen, for mere end 150 år siden, har netop denne søndag været dagen, hvor alle kirker gik sammen om at sende en pengegave, også kaldet kollekt, til Diakonissestiftelsens arbejde med sårbare mennesker.

Arbejdet med sårbare mennesker udspringer fra Diakonissestiftelsens kirke, Emmauskirken, der drives uden tilskud fra folkekirken eller staten. Og netop i denne tid, hvor regeringen overvejer at fjerne momskompensationen fra nonprofit-organisationer såsom Diakonissestiftelsen, falder donationerne på et tørt sted. Derfor er denne søndag vigtig for kirken, og alle gaver tæller – lige fra donationer i den lille kirke i Nordjylland til Frederiksberg Kirke.

Den barmhjertige Samaritaner

Henny Kvist, der er præst i Diakonissestiftelsens kirke, Emmauskirken, synes, at det er meget passende, at der samles ind, på denne søndag:

”Til hver søndag er der knyttet en særlig tekst, og den der hører til denne søndag, er lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner. Netop denne tekst falder helt i tråd med Diakonissestiftelsens arbejde, da den handler om at møde mennesker i øjenhøjde og række ud til dem, der har brug for hjælp,” fortæller hun.

Ved Diakonissestiftelsens hovedindgang er det tydeligt illustreret med en frise i sten over døren, hvor samaritaneren plejer en såret mand, han finder døende på sin vej.

Søndag den 10. september samler folkekirken ind til Diakonissestiftelsen. Pengene støtter bl.a. sansegudstjenester for mennesker med demens. Her er det stiftelsens præst Henny Kvist. Foto: Jens Poulsen.

Emmauskirken tilbyder kor og læring om demens

Når kirkegængere på søndag smider mønter i kirkebøssen, støtter de f.eks. et tilbud, hvor man som psykisk sårbar kan deltage i et ugentligt kor, og udvikling af gudstjenester, der er tilrettelagt på en sådan måde, at mennesker med sygdommen demens, kan opleve gudstjenesten gennem sanserne. I den forbindelse har kirken også udarbejdet et gratis e-læringsværktøj, der lanceres på Diakonissestiftelsens hjemmeside til november.

E-værktøjet vil indeholde Diakonissestiftelsens erfaringer om demens, blandt andet, hvordan man konkret når mennesker med sygdommen, videoer med inspiration til fagpersoner i plejesektoren og i folkekirken, som dermed kan berige hinanden med viden på området.

Byder velkommen til nye beboere

Diakonissestiftelsen markerer selv indsamlingssøndagen med at byde de kommende beboere i de 47 nybyggede seniorboliger velkommen.

Dagen begynder kl. 10.30 med gudstjenesten ”Generationer på tværs”. Her er alle, lige fra børnehavebørn og studerende, til ældre og diakoner inviteret til gudstjeneste, hvor den frivillige dramagruppe i kirken vil opføre lignelsen. Dagen afsluttes med sandwich i Søsterstuerne, hvor de kommende beboere vil blive præsenteret for alt det frivillige arbejde, der foregår på Diakonissestiftelsen.

 

Fakta:

  • Særgudstjenesten ”Generationer på tværs” afholdes fra 10:30-12.00 i Emmauskirken og alle er velkomne. Tilmelding til hekv@diakonissen.dk.
  • Læs mere om indsamlingen på: www.indsamling.folkekirken.dk.
  • Skal du ikke i kirke på søndag, kan du alligevel støtte Diakonissestiftelsen.
  • Diakonissestiftelsen har over 150 års erfaring med at uddanne og drage omsorg for mennesker.