Der er meget at lære, når man er ny i Danmark og i gang med en SOSU-uddannelse. Så er det godt med en mentor. Cecilie Taarup støtter Baran M. i sproglig og faglig udvikling. Og så er et venskab ved at vokse frem.
Cecilie Taarup (t.h.) er mentor for Baran M. De mødes ca. en gang om ugen for at træne sprog og skoleopgaver.
Tekst og fotos: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk
23-årige Baran M. har en plan: Hun går på Social- og Sundhedsuddannelsernes grundforløb og vil først uddanne sig til SOSU-hjælper og dernæst -assistent for endelig at blive sygeplejerske. For seks år siden levede hun i Afghanistan og havde kun tre års skolegang i et telt i et krigshærget område bag sig, så hun har først lært at læse og skrive, efter at hun kom til Danmark.
Hun har krydset 12 lande på sin vej til Danmark. Hun har ingen familie i Danmark og ingen danske venner. Men hun har en mentor: 29-årige Cecilie Taarup, der går på professionsbacheloruddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation (3K).
Føles godt med en mentor
”Baran er en megasej ung kvinde! Vi har kun mødtes en håndfuld gange indtil videre, men det føles allerede som om, vi kender hinanden,” siger Cecilie Taarup med et varmt blik på sin mentee.
Baran M. er tydeligt tryg ved sin frivillige mentor, der allerede har hjulpet hende med forberedelse til den ansættelsessamtale, som er nødvendig for at få en elevplads til SOSU-hjælperuddannelsen.
”Det føles godt at have en mentor. Jeg snakker med hende og øver dansk og skoleopgaver. Vi har også mere personlige samtaler, og så har jeg mødt Cecilies søn på 4 år, som synes, det er sjovt at være min dansklærer,” smiler Baran M.
Spændende udvikling
Cecilie Taarup er ny som mentor. Da uddannelsesvejleder Signe Trapp-Jensen fra Social- og Sundhedsuddannelserne kom rundt på 3K-uddannelsen og fortalte, at man kunne blive mentor, meldte hun sig straks.
3k-studerende Cecilie Taarup er glad for at kunne gøre en forskel som frivillig mentor.
”Jeg er nysgerrig af natur og kan godt lide at møde andre mennesker, og jeg nyder processen i at se et menneske udvikle sig. Det er en vildt spændende udvikling, Baran er i gang med. Det sætter mit eget liv lidt i perspektiv,” konstaterer Cecilie Taarup, der gennem sin mors engagement i ’Venligboerne’ og sin egen bopæl på Nørrebro er vant til at have med mennesker fra hele verden at gøre.
”Man kan ikke redde verden, men man kan hjælpe ét menneske godt på vej. Så man må tage udgangspunkt i sine egne ressourcer og byde ind, hvor man kan,” fastslår hun.
Danske ord på tankerne
De to mødes en gang om ugen og snakker i telefon imellem møderne. Cecilie Taarup har tidligere arbejdet i den sociale hjemmepleje og på et specialplejehjem, så hun har erfaringer med SOSU-arbejdet, som hun kan dele med Baran M.
Baran M. sætter stor pris på sin mentor.
”På sprogskolen, da jeg lige var kommet til Danmark, så vi videoer om, hvad man kan arbejde med. Der var blandt andet en om medarbejderne på et hospital. Jeg tænkte, at jeg gerne vil være sygeplejerske, fordi jeg gerne vil hjælpe mennesker,” fortæller Baran M. om de første skridt på vejen til sin uddannelse.
”Jeg forklarede Signe, vores uddannelsesvejleder, at jeg gerne ville blive bedre til dansk, og så satte hun mig sammen med Cecilie. Jeg blev meget glad og føler mig heldig, fordi jeg har fået sådan en god mentor,” fortæller hun.
Da Baran M. skulle til ansættelsessamtale om sin elevplads, mødtes hun med Cecilie Taarup, for at se den video, som samtalen skulle handle om.
”Jeg spurgte ind til, hvad hun så i videoen og hjalp hende med at finde de danske ord for hendes tanker,” forklarer Cecilie Taarup.
Andre gange har de gået en tur sammen og talt om farverne i naturen, og Baran M. har fortalt om livet i Afghanistan.
Menneske til menneske
”Vi mødes menneske til menneske og indgår i en relation. Jeg mærker efter, hvad der føles rigtigt at gøre. Jeg er ikke professionel, så jeg må ikke tage for meget på mig, men jeg prøver at bidrage positivt med det, jeg kan,” siger Cecilie Taarup.
Når Baran M. efter 20 uger er færdig med sit grundforløb på Social- og Sundhedsuddannelserne, skal hun videre på hovedforløbet. Det er ikke sikkert, at det bliver på Diakonissestiftelsen, det afhænger nemlig af, hvilken kommune hun får elevplads i. Men Cecilie Taarup forsikrer, at det ikke behøver at betyde, at mentor-relationen slutter, og hun høster et stort smil fra Baran M.:
”Jeg ser Cecilie som min veninde. Jeg kan rigtig godt lide at snakke med hende, hun er meget sød og venlig. Jeg tror også, jeg er blevet bedre til dansk.”
Barans fulde navn er redaktionen bekendt.
"Som mentor er man et menneske, der lærer et andet menneske at kende," siger Cecilie Taarup (t.h.) om sin relation med Baran M.
Fakta:
|
Tema: Social ansvarlighed |
Læs mere om SOSU-uddannelserne |