Tekst og foto: Mette Frid Darré // mfda@diakonissen.dk
”Moar, moar…” Prøv at forestille dig, at du hver dag lytter til et hjerteskærende kald på en mor, der for længst er død og borte. Det oplever mange medarbejdere på plejehjem dagligt, og på Diakonissestiftelsens SOSU-uddannelse lærer eleverne, hvordan de håndterer demenssygdom. Mennesker med demens er en stor og tung plejegruppe, der fylder meget i den professionelle hverdag.
Får værktøjer til hverdagssituationer
Det er ifølge underviser på SOSU-uddannelsen Bettina Taarnberg vigtigt, at man stiller ind på samme ”frekvens” som mennesket med demens:
”For eksempel lærer eleverne at bruge værktøjer som sang, humor og kropssprog til at møde mennesket med demenssygdom, håndtere eventuelle konflikter og skabe en god hverdag.”
I undervisningen på grundforløbet hører eleverne om de store hovedgrupper inden for demens. Her er det særligt Alzheimers, som eleverne efter endt uddannelse kommer til at møde. På hovedforløbet lærer de forskellige teknikker til, hvordan man taler i øjenhøjde, og hvad man som fagperson udstråler med sit kropssprog. I undervisningen gennemgår de situationer, som kan opstå: Det kan være, at personen med demens ikke vil i bad, bliver vred eller kalder på sin mor. Her er det ifølge Bettina Taarnsberg vigtigt, at eleverne har en redskabsvifte, som de kan tage i brug.
Mor kan være et begreb
”Det kan være meget frustrerende for mange eleverne, at personen med demens hele tiden kalder på sin mor, selvom moren er død for længe siden – det ved beboeren desværre ikke, da hun lever i fortiden,” siger Bettina Taarnberg og fortsætter:
”Derfor lærer vi eleverne at fokusere på ’mor’ som et begreb. Det kan være: tryghed, varme og kærlighed. Når den demente borger kalder på mor, er det måske det, hun kalder på. Så kan vi holde den demente borger i hånden og tale om mor. Så har vi en lille stund sammen og dækker følelserne hos beboeren i stedet for at traumatisere ved at fortælle 10 gange om dagen, at mor er død.”
De skal beholde identiteten lige til det sidste sekund.
Livshistorien og den enkeltes identitet kommer i fokus, når eleverne i den kommende valgfagsuge skal designe den ideelle demensby med inspiration fra Svendborg Demensby, der er et afgrænset område, hvor mennesker med demens kan leve en hverdag med aktiviteter, samtidig med at de får pleje. Svendborg-modellen vil ifølge Bettina Taarnberg blive trendsættende, når kommuner i fremtiden skal udvikle tilbud til mennesker med demens.
”Der vil blive mindre fokus på at ”opbevare” borgeren med demens og mere fokus på indhold og aktiviteter. Demensbyen i Svendborg fokuserer på, at de virkelig skal leve et liv, så længe de kan. De skal stadig kunne handle ind i deres egne butikker i demensbyen, lakere negle, gå i wellnesscenter og få besøg af pårørende til en is i iskagehuset i haven, fodre høns og gå tur med hunden,” fortæller Bettina Taarnberg og forklarer, at man på den måde prøver at sikre identiteten til det sidste sekund.
Godt klædt på
Som en del af uddannelsen skal eleverne i praktik. Tanya Cecilie Ottosen afslutter snart fire måneders praktik på Flintholm Plejeboliger. Hun følte sig godt klædt på til de forskellige oplevelser med beboerne, som hun er kommet ud for:
”Tålmodighed er rigtig vigtigt. Og så skal man være meget til stede og lytte, hvis en beboer med demens bliver forvirret og bange. Jeg har især kunnet bruge, det vi har lært om, at møde i øjenhøjde og spørge ind til behov. Og det gælder faktisk ikke kun i forhold til personer med demens,” konstaterer hun.
Fakta
|
Læs også: |