Kom med bagom det kristne kvindesyn

14. februar 2022

#Metoo-bevægelsen skal kigge længere tilbage, end mange nok tænker på. Adjunkt og ph.d. Kasper Dalgaard fra UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen fortæller, at kirkefædrenes kvindesyn er en af de centrale årsager til, at det varede længe, før vi fik bare nogenlunde ligestilling mellem kønnene.

En mand står og bladrer i Biblen.

Adjunkt og ph.d. Kasper Dalgaard tager i over 200 undervisningsvideoer kristendomshistorien under kærlig behandling.

Tekst og foto: Karen Grønkjær Kjeldsen // kakj@diakonissen.dk

”En gennemgående tråd i de tidlige kristne teologers skriverier er et kvindesyn, der ville chokere de fleste moderne mennesker,” fortæller adjunkt og ph.d. Kasper Dalgaard fra professionsbacheloruddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation.

I mere end 200 undervisningsvideoer fortæller han om alt fra jordens skabelse i Det gamle Testamente til David Bowies religiøse rejser. Vi giver dig gratis adgang til et nyt emne hver måned, og denne gang ser vi nærmere på kirkens kvindesyn.

Manden er skabt til at dominere

”Den primære faktor for et sådant kvindesyn er en fundamentalistisk læsning af Biblen – især skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor Gud skabte manden til at dominere naturens øvrige skabninger, heriblandt naturligvis også kvinden,” uddyber Kasper Dalgaard.

Det resulterede i et patriarkalsk samfund med den grundlæggende indstilling, at kvinden er ’ufærdig’, ustabil, svag, uintelligent, og manden underlegen, både fysisk og mentalt. Og her skal vi ifølge Kasper Dalgaard finde grunden til, at #metoo-bevægelsen har noget at komme efter den dag i dag:

”Manden er skabt af Gud som noget nær perfekt, mens kvinden fra begyndelsen er årsagen til alle problemer. Sådan en skabning bør naturligvis ikke have noget ansvar eller lederrolle i kirke eller samfund. Denne teologiske tolkning er sandsynligvis den primære kulturelle årsag til, at selv moderne samfund i dag stadig kæmper med at få indført blot en basal ligestilling mellem kønnene.”

Videoer om kirkefædrenes kvindesyn

Se og hør Kasper Dalgaard fortælle:

Vil du gå mere i dybden med emnet, har Kasper Dalgaard desuden fået udgivet tre artikler om kvinder og den tidlige kirke i det religionsvidenskabelige tidsskrift TABU.

Fakta:

  • Kasper Dalgaard underviser på professionsbachelor-uddannelsen i kristendom, kultur og kommunikation (3K) på UddannelsesCenter Diakonissestiftelsen.

  • Som supplement til undervisningen udgiver han hver uge to videoer med forskningsbaseret formidling af religionsvidenskab.

  • Videoerne kan tilgås af alle på ’Kaspers Kristendomshistorie’. En månedlig adgang koster 14 kroner, som går ubeskåret til Danmarks Naturfond.

  • 3K-uddannelsen løber over fire år. Den er delt i otte semestre, hvoraf halvandet er praktik. Læs mere på 3K's hjemmeside.

  • Diakonissestiftelsen er en non-profit erhvervsdrivende fond, en af Danmarks største velfærdsorganisationer og har over 155-års erfaring i at uddanne og drage omsorg for mennesker.

Mere om Kaspers Kristendomshistorie